Asbest blev opdaget tilfældigt, men det burde være sket før
Asbest fra kælderen har lukket museumsbygning og spredt sig til hele huset, men det burde været opdaget langt tidligere, mener underviser i asbest og sikkerhed.
Kort før jul blev en af Museum Silkeborgs udstillingsbygninger lukket ned, efter der blev fundet asbest på nogle varmerør i kælderen.
I en ny rapport fra Dansk Miljørådgivning viser det sig nu, at asbesten i kælderen har spredt sig til samtlige af bygningens etager.
- Det store problem er i kælderen. Når jeg ser på rørene, så ser det virkelig slemt ud, siger Jan Hyldgaard Christensen, efter at have fået billeder fra Museum Silkeborg.
Jan Hyldgaard Christensen er uddannet tømrer og bygningskonstruktør, og han har undervist i asbest og sikkerhed på AMU- og EUD-uddannelser i mere end 30 år.
Nedlukningen af udstillingsbygningen burde ifølge ham derfor være sket langt tidligere.
- Det har ikke været sundt at gå rundt i den kælder. Medarbejderne har været udsat for asbest, og det burde de ikke have været i den grad, siger Jan Hyldgaard Christensen.
Ifølge Poul Rey, sektionsleder for drift og vedligehold i Silkeborg Kommunes ejendomsafdeling, viser målingerne, at grænseværdierne for asbest er overskredet i kælderen, mens det ikke er tilfældet i stueetagen og på førstesalen.
Professor ved Institut for Folkesund – Miljø, Arbejde og Sundhed ved Aarhus Universitet, Torben Sigsgaard, har også set rapporten. Han stiller sig kritisk over for dele af undersøgelsen, som han ikke mener med sikkerhed kan måle asbestniveauet.
Burde man have opdaget asbesten i kælderen noget før?
- Det kunne være fint at få det ordnet noget tidligere, men jeg tror, man har glemt det, siger Torben Sigsgaard.
Han er ikke bekymret for medarbejdernes helbred, da ophold i kælderdepotet ifølge museumsdirektør Ole Nielsen kun har været begrænset.
Opdaget ved et tilfælde
Det er Silkeborg Kommune, som ejer bygningerne, mens Museum Silkeborg lejer sig ind.
Da Poul Rey først kom ned i museets kælder, blev han ikke overrasket over rapportens resultat.
- Når man får identificeret noget, som er luftbåret, så kan man tænke sig til, at det kommer rundt i bygningen, når man bevæger sig, siger han.
Burde I ikke have opdaget asbesten noget før?
- Den lejekontrakt, der har ligget, der har det fulde ansvar ligget hos museet, så vi har ikke haft ansvaret for driften og ikke været nede og lave kontroller, siger han.
Faktisk var det ved et tilfælde, at Poul Rey og kollegerne skulle ned i kælderen.
Silkeborg Kommune er ved at overtage den daglige drift og vedligeholdelse af en række af kommunens bygninger, og i den forbindelse skulle de foretage en tilstandsvurdering af kælderen.
Er du ked af, at I først opdagede den ødelagte isolering nu?
- Det er jeg da, det kunne være en helt anden sag, hvis vi havde opdaget det noget før, siger sektionsleder for drift og vedligehold i Silkeborg Kommunes ejendomsafdeling.
Poul Rey anslår, at det vil koste 300-400.000 kroner at få hele museet gjort klar til brug igen. Men hvem der skal betale regningen, er endnu usikkert.
- Lige nu håndterer vi situationen og betaler regningerne, så må vi tage det andet bagefter, siger han.