Gidsel giver svar på tiltale: - Hvis du fik lov til at stå derinde, ville du ikke ud
Mathias Gidsel scorede ti mål i kampen mod Algeriet.
Hvorfor skal en af verdens bedste håndboldspillere spille mere end 40 minutter i en kamp mod Algeriet?
Svaret er meget enkelt, hvis man spørger hovedpersonen selv.
- Vi spiller for at vinde, siger Mathias Gidsel, som scorede ti gange i åbningskampen tirsdag aften.
Selvom Gidsel har spillet tonsvis af landskampe og nærmest er groet fast til den største håndboldscene, er slutrundeminutter ikke noget, han tager for givet.
- Det er en drengedrøm at få lov til at stå derinde. Det er eventyrligt, og det er noget af det største, jeg får lov til at prøve i min karriere.
I studiet efter storsejren fik TV 2 Sports vært Morten Ankerdal da også svar på tiltale, da han spurgte Gidsel, om han i de næste to kampe ville spille lige så meget som i kampen mod Algeriet.
- Morten, hvis du fik lov til at stå derinde, så ville du heller ikke ud af det.
Gidsel brænder ikke ud
Som man kan forstå på den danske håndboldstjerne, så tænder det en ild i ham, når han er på banen.
Og det er en ild, som landstræneren ikke skal slukke ved at spare ham, mener TV 2 Sports håndboldekspert Claus Møller Jakobsen.
- Hvis man vil have det optimale ud af Mathias Gidsel, så spiller han. Han bliver en dårligere udgave af sig selv, hvis han skal sidde og kigge på.
- Han er en del af spillet, en del af det, der foregår på banen. Han er en målmaskine, og det er det, han lever og ånder for. Det er det, der er hans brændstof.
Claus Møller Jakobsen vil heller ikke høre tale om, at for mange minutter på banen kan brænde den danske højreback ud.
- Hvor mange gange kan vi nævne, at det er sket? Han er en maskine, og hvis han skal være bedst, så skal han være på banen.
Danmark møder Tunesien torsdag klokken 20.30, og du kan se kampen på TV 2 og TV 2 Play.