Ny uddannelse ved Foulum er allerede ekstremt populær

Efter sommerferien starter tre nye uddannelser på AU Viborgs campus i Foulum. En af dem giver for første gang mulighed for at blive dyrlæge udenfor København, og det er populært.

Trine Jørgensen læser til dyrlæge på Københavns Universitet, men hun kommer fra Jylland og havde gerne taget uddannelsen der.
Trine Jørgensen læser til dyrlæge på Københavns Universitet, men hun kommer fra Jylland og havde gerne taget uddannelsen der.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Knapt 700 ansøgere har søgt ind via kvote 1 på den helt nye uddannelse i veterinærmedicin, hvor man bliver dyrlæge på AU Viborgs nye campus i Foulum øst for Viborg. 

Det er første gang, at det er muligt at læse til dyrlæge udenfor hovedstaden.

- Vi ved, at mange har efterspurgt en jysk dyrlægeuddannelse. Der er mange, der måske har tænkt, at de var lidt afskrækket af at flytte til København, og derfor har man taget en anden uddannelse. 

- Vi havde nok en formodning om, at interessen var stor. Men, at den var så stor, det havde vi nok ikke turde håbe på, fortæller Maria Eskildsen, der er uddannelsesansvarlig på AU Viborg.

Flere dyrlægestuderende fra Københavns Universitet havde fredag taget turen til Landskuet i Herning for at fortælle de besøgende, hvordan dyr ser ud indvendigt.
Flere dyrlægestuderende fra Københavns Universitet havde fredag taget turen til Landskuet i Herning for at fortælle de besøgende, hvordan dyr ser ud indvendigt.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

I 2024 er der kun 30 studiepladser på uddannelsen, men de foreløbige tal for kvote 1 viser, at 376 personer har søgt uddannelsen som deres 1. prioritet. Planen er, at der på sigt skal være 100 studiepladser.

Drømmen betød flytning

Fredag var veterinærmedicin-uddannelsen repræsenteret på Landskuet i Herning, hvor uddannelsen blev brandet sammen med de to andre nye uddannelser på AU Viborg - dyrevidenskab og plante- og fødevarevidenskab.

På Landskuet kunne man også møde dyrlægestuderende fra Københavns Universitet. En af dem var Trine Jørgensen, som er flyttet fra Jylland til København for at forfølge sin drøm:

- Jeg ville helt sikker gerne have været i Foulum. Jeg er selv fra Jylland, så jeg synes, at det kunne have været rart at være tættere på min familie og alle mine venner herover.

Maria Eskildsen er uddannelsesansvarlig på AU Viborg.
Maria Eskildsen er uddannelsesansvarlig på AU Viborg.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Men ikke alle har fulgt deres drøm, netop fordi uddannelsen før kun har kunnet tages i København:

- Personligt kender jeg nogen, der er kommet ind på dyrlægestudiet i København, men har valgt det fra, fordi de ikke har lyst til at bo i København. Så jeg tror, at der kommer til at søge nogle flere mennesker, som ikke havde søgt før, fordi København skræmmer dem, fortæller den dyrlægestuderende.