Rasmus var ham den ”mærkelige” med håndklæderne – nu kan det give hans livs sejr

24-årige Rasmus Bæk Thomsen har altid skilt sig ud, men det har aldrig holdt ham fra at stå ved sin store interesse, som nu har ført ham til verdensmesterskaberne.

Da Rasmus Bæk Thomsen var 12 år, fik han sit første magiske øjeblik i en sauna. (Billedet er redigeret af Rasmus Bæk Thomsen).
Da Rasmus Bæk Thomsen var 12 år, fik han sit første magiske øjeblik i en sauna. (Billedet er redigeret af Rasmus Bæk Thomsen).
Foto: Privatfoto

- Jeg var bare ham gutten, der svingede med håndklæder - og jeg stod ofte midt i klasselokalet og legede med mine håndklæder.

- Så jeg tror, at ret mange fandt mig relativ mærkelig, siger den nu 24-årige Rasmus Bæk Thomsen fra Bjerringbro om sin tid i gymnasiet.

Flere gange i ugen klædte han sig ud, fandt alverdens rekvisitter til sit sauna-teater, mens han svingede håndklæder og smed dufte af champagne-the og tjære på den ekstrem varme ovn i saunaen.

Men selv om hans klassekammerater langt fra gjorde det samme i fritiden, smed han ikke håndklæderne i ringen.

- I en tidlig alder besluttede jeg, at andre mennesker ikke skal bestemme, hvad jeg skal lave. For det er op til en selv, også selv om folk synes, du er underlig eller mærkelig, fortæller Rasmus Bæk Thomsen.

Showgus er en 15 minutters saunagus med musik, lys, rekvisitter og et hjemmeskrevet manuskript - et helt amatørteater beskriver han i indslaget nedenfor, hvor du også kan se klip fra den showgus, han vandt DM med.

Selv om hobbyen showgus på landsplan er meget begrænset, så voksede interessen for Rasmus Bæk Thomsen.

Der kom flere rekvisitter til samlingen, efter flere og flere shows blev skrevet og vist i varmen.

Alt fra kongekroner og dødningehoveder til riddertøj, spande og et sværd.

- Jeg har aldrig haft et problem med at være anderledes. Jeg har følt mig anderledes og underlig hele mit liv, så man vænner sig til det, fortæller Rasmus Bæk Thomsen og fortsætter:

- Det er også fordi, jeg bare har fundet folk, der sætter pris på en. Jeg har altid haft mennesker omkring mig, som har sat pris på, hvem jeg er, og hvad jeg laver.

Særligheder førte til VM

Det var Rasmus Bæk Thomsens mor, der introducerede ham for saunagus, da han var 12 år gammel.

- Hun tog mig til en saunagus i Bjerringbro. Det var første gang, at jeg lukkede øjnene og følte, at jeg så det, som gusmesteren snakkede om, husker han og uddyber:

- Det føles magisk at kunne sidde i en sauna og drømme mig væk til andre steder, og det ville jeg gerne prøve at give andre.

Da han blev 18 år, fik han straks et job i den lokale saunaklub, og det var faktisk i saunaen i Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter, at han i foråret vandt DM i showgus.

Det blev billetten til verdensmesterskaberne i Holland, hvor Rasmus Bæk Thomsen skal dyste fredag den 13. september i år.

- Det bliver virkelig, virkelig stort. Det er et års intens arbejde, der nu kulminerer, fortæller han.

Lige før Rasmus Bæk Thomsen rejste til Holland for at deltage i verdensmesterskaberne, svingende han håndklæderne i studiet på TV MIDTVEST. Se eller gense hele interviewet i videoen.

7:46
24-årige Rasmus Bæk Thomsen fra Bjerringbro vil være verdens bedste til showgus - en saunagus der er 24-årige Rasmus Bæk Thomsen fra Silkeborg er ved at forberede sig til danmarksmesterskaberne i showgus. En saunagus med eget musik, lys, rekvisitter og et manuskript.