Transportminister om Viborg-motorvej: Én mulighed ligger mere til højrebenet

Transportministeren forventer at lægge sig fast på en vestlig eller østlig motorvej i løbet af februar.

0:33

Skal den kommende motorvej ved Viborg gå vest eller øst om domkirkebyen. Det er et spørgsmål, der kommer op igen og igen. 

Mandag formiddag var både transportminister Thomas Danielsen, transportordfører for Socialdemokratiet Thomas Jensen og borgmestre fra Viborg- og Silkeborg Kommune på rundtur i Viborg og omegn. 

Sammen med både embedsmænd og repræsentanter fra Vejdirektoratet var politikerne stimlet sammen i en bus, for at køre rundt i de områder, hvor der i fremtiden kan komme til at ligge en motorvej. 

- Når vi skal bruge så mange milliarder, så er det naturligt for mig, at vi kommer ud og ser på de enkelte løsninger og ved selvsyn ser, hvad er det for nogle natur- og miljøforhold, der er i spil. Derfor er det vigtigt at komme ud og se, for det er svært at forholde sig til i et mødelokale, siger Thomas Danielsen (S). 

Her er de tre muligheder for linjeføring. Den blå streg angiver den såkaldte vest-løsning, mens den røde linjer angiver øst-løsningen. Den grønne linje markerer muligheden for en udbygning af den eksisterende rute 13 igennem Viborg.
Her er de tre muligheder for linjeføring. Den blå streg angiver den såkaldte vest-løsning, mens den røde linjer angiver øst-løsningen. Den grønne linje markerer muligheden for en udbygning af den eksisterende rute 13 igennem Viborg.
Foto: Vejdirektoratet

Stor modvilje mod motorvej

De tre muligheder for, hvor linjeføringen skal ligge, blev offentliggjort sidst i september sidste år. Siden da har der været stor modstand mod den nye motorvej fra befolkningen. 

Blandt andet foreningen Hærvejsmotorvej Nej Tak kæmper imod en motorvej og håber i stedet på løsningen med at udbygge den eksisterende rute 13. Foreningen kalder en ny motorvej op igennem Jylland for "en 180 kilometer lang støjende mur op langs den jyske højderyg".

- Vi mener, at motorvejen er naturødelæggelse i stor stil, sagde Ellen Frydendal, formand for foreningen Hærvejsmotorvej Nej Tak tidligere til TV MIDTVEST. 

Hvilken linjeføring er bedst?

Men løsningen med en udbygning af rute 13 er ikke en mulighed, sådan lyder det fra transportministeren. 

- Det er afklaret, at vi skal have en motorvej, og så må vi se, hvad linjeføringen bliver, siger Thomas Danielsen. 

Her løftede Transportministeren også sløret for, at én af mulighederne ligger mere lige for end den anden.

- Det er klart, at der er fordele og ulemper, og der er også en linjeføring, som ligger mere til højrebenet, når man kigger på støjgener, natur og også økonomien, lyder det fra Thomas Danielsen, men fastholder dog, at den endelige beslutning først tages, når alle høringssvar er gennemgået.

Spørger man Vejdirektoratet, så vil den østlige rute skaffe flest bilister på vejene, men den er med over seks milliarder kroner også det dyreste valg. Den vestlige rute vil med et budget på omkring fem milliarder kunne holde sig inden for det budget, som regeringen har fastlagt i finansloven. 

- Vi har undersøgt og udviklet, det, vi synes, er tre gode løsninger, om man enten vil øst eller vest rundt om Viborg. Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, vil den østlige rute være bedst forrentet, siger Leif Hald Pedersen, der er projektchef ved Vejdirektoratet. 

Det forventes, at beslutningen, om hvilken vej motorvejen skal gå, bliver fastlagt i februar måned.