Tyve fandt nøgler til biler og kørte væk

Bilerne blev stjålet med de rette nøgler, og det er usædvanligt ifølge politiet.

Blå blink skygge
Foto: Flemming Christensen

Et usædvanligt tyveri har fundet sted på et autoværksted i Viborg. Hvad der formodes som flere gerningsmænd har stjålet tre biler med de nøgler, som passer til bilerne.

- Det er ikke så tit, vi får stjålet biler med rette nøgle, siger Maria Jensen, politikommissær hos Lokalpolitiet i Viborg.

Tyvene fik fat i nøglerne ved at bryde autoværkstedets postkasse op. Her i lå nøglerne, og de kunne køre af sted.

- Bilerne skulle repareres, men de var altså ikke i så dårlig stand, at de ikke kunne køre. En af dem kunne dog ikke køre så langt som de andre.

En af de tre biler blev efterfølgende fundet efterladt med nøgle på en rasteplads på Aalborgvej ved Løvel, men de to andre, en hvid VW Up og en grå Citroen C1, er fortsat sporløst forsvundet.

Politiet har ingen spor at gå efter, men hører gerne fra folk, som har set noget mistænkeligt natten til mandag, hvor tyveriet fandt sted hos Viborg Lastvognservice på Morsøvej i Viborg.

Bilerne er registreret hos politiets automatiske nummerplade genkendelse, så de får besked, hvis de for eksempel er på vej over grænsen eller kører forbi andre scannere.