Vil du være sikker på tog til tiden? Nu kan du købe dit eget

Et helt unikt tog i Mønsted Kalkgruber har siden 2011 været en del af oplevelsen for besøgende, men nu er det sat til salg.

2:00
Vil du være sikker på tog til tiden? Nu kan du købe dit eget.
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

1 million kroner.

Så meget ville det koste, eller måske endda lidt mere, hvis toget i Mønsted Kalkgruber fortsat skulle fungere som transportmiddel for gæster.

- Der har været driftsproblemer hele sidste år, og teknikken er på nogen måder forældet, fortæller direktøren for Mønsted Kalkgruber, Tina de Linde.

Dertil er antallet af besøgende til verdens største kalkgruber i Mønsted steget så meget, at toget ikke længere er den optimale løsning.

- Det løftede attraktionen helt enormt, da vi fik det. Dengang kunne alle vores gæster få en tur. I dag har vi så mange gæster, at det ikke ville kunne lade sig gøre, forklarer Tina de Linde.

Poul Erik Damgaard kørte i sin tid toget med turister ind og ud af Kalkgruben. I dag er han guide på stedet.
Poul Erik Damgaard kørte i sin tid toget med turister ind og ud af Kalkgruben. I dag er han guide på stedet.
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

- På den måde kan udvikling også gøre ondt indimellem, tilføjer hun.

Så derfor er det nu blevet besluttet; Kalktoget skal ud af kalkgruberne og have en ny ejer.

Og den beslutning berører Poul Erik Damgaard, der i dag er guide på stedet men tidligere har været en af togets lokomotivførere.

- Jeg var en af dem, der kørte toget i sin tid – og det holdt jeg jo meget af, og det har givet mig et specielt forhold til toget. Det er faktisk mit hjertebarn. Men nu har det ikke kørt i tre år, og da en enig bestyrelse og direktøren konkluderer, at det ikke kan betale sig, så må vi leve med det.

Et nyt liv

Toget fra 2011 er bygget af engelske Alan Keef. Det er elektrisk med to lokomotiver - et i hver ende - og fire vogne, hvor der er plads til 48 personer - og nu er det sat på auktion, hvor alle og enhver kan byde på toget og de medfølgende cirka 30 meter skinner samt diverse reservedele.

Poul Erik Damgaard håber, at fremtidens ejer er en, der vil give toget den kærlighed og værdighed, han synes, det fortjener.

- Jeg vil jo helst, at nogen får sat det i stand og giver det nyt liv. I mit stille sind, når vi nu ikke kan køre det her, så håber jeg, at der er et andet sted, det kan køre videre i stedet for at blive enten skrottet eller brugt som legeplads i haven, siger han.

Alle togvogne har hvert sit navn. Navne på både ansatte og kendte fra Viborg-området.
Alle togvogne har hvert sit navn. Navne på både ansatte og kendte fra Viborg-området.
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Den tidligere lokomotivfører er samtidig også optimistisk om fremtiden - uden tog - ved Mønsted Kalkgruber.

- Der er mange, der er kede af, at toget ikke længere kører, men nu håber vi jo så, at vi kan lave nogle nye tiltag, som kan opveje det for gæsterne.

Personligt trives han også godt i det nye job som guide, der blev muligt efter beslutningen om at stoppe togdriften på stedet.

- Dengang toget holdt op med at køre, blev jeg uddannet til at være guide, og det er noget, jeg synes er vanvittigt sjovt og spændende. Det kan gøre det op for, at jeg jo er ærgerlig over, at toget ikke længere kører. Og jeg har sådan set fået mere at lave nu som guide, fortæller Poul Erik Damgaard.

Toget er sat på auktion hos campenauktioner.dk, hvor alle kan byde frem til 20. marts klokken 20.00. 

Togets mindstepris er ikke offentlig, men ifølge direktør Tina de Linde er prisen allerede overgået i auktionen.