VM i ishockey: 15.000 artikler om Herning og over én milliard TV-seere
En ny analyse gør de enorme tal fra VM i ishockey i Danmark op.
Der er blevet sagt og skrevet meget om VM i ishockey, som blev afholdt i Herning og København i maj i år.
Det er der nu statistisk belæg for at påstå.
For en ny analyse, som et medieovervågnings-bureau har lavet for Herning Kommune, viser nemlig, at mesterskabet trak massiv opmærksomhed i store dele af verden.
I analysen fremgår det, at VM i ishockey generede mere end 15.000 artikler, hvor Herning og VM er nævnt sammen. De mange artikler fordeler sig på 1.300 forskellige online nyhedsmedier.
- Her i december, hvor vi ser tilbage på året, der gik, er VM i ishockey stadig i frisk erindring hos mange herningensere. Jeg er helt vildt glad for den kæmpestore lokale opbakning, der var til VM, og for den folkefest, som VM udviklede sig til at blive, siger borgmester i Herning, Lars Krarup, i en pressemeddelelse fra Herning Kommune.
Mere end én milliard kiggede med
Også på TV blev der kigget flittigt med.
I den 400 sider lange opgørelse slås det fast, at der i alt blev sendt 8.148 timers TV fra VM på 345 forskellige TV-stationer i 45 lande.
Det samlede seertal er opgjort til 1,24 milliarder.
I alt blev 30 kampe spillet i Boxen i Herning.