Han kunne være blevet træneren, der skaffede guld til kvinderne igen
Det ærgrer mig, at Jesper Jensen stopper som landstræner for de danske håndboldkvinder. Men samtidig forstår jeg ham godt.
Han har været ved at gå ud af sit gode skind, når han om morgenen i hjemmet i Esbjerg har vinket farvel til sine børn og bare ventet på, at de skulle komme hjem igen sidst på eftermiddagen. Dagen har føltes enorm lang for en mand, der elsker at være i gang på halgulvet.
Derfor har det ikke været nok med ét til to mesterskaber om året for Jesper Jensen. Det har ikke kunnet holde ham i gang eller givet ham den tilfredsstillelse, han søger. For han har så mange ideer oppe i sit håndboldkloge hoved, at det ikke rækker for den tidligere Skjern-legende i længden ”bare” at være landstræner, hvor du kun har spillerne til rådighed i ganske få perioder i løbet af et år.
Men det ærgrer mig, at Jesper Jensen ikke har nok i det danske kvindelandshold. Det var jo for mange år siden kvinderne, som satte turbo på håndboldens popularitet i Danmark. Midt i halvfemserne med en rejehoppende Ulrik Wilbek på sidelinjen som slog hul på metalbylden med OL-guld i Atlanta.
Siden blev det også til guld ved de olympiske lege i 2000 og i 2004. Og efter en gigantisk dansk dominans blev det Norges tur til at indtage scenen.
Nu har vi i mange år ventet på en ny guldmedalje til de danske håndboldkvinder ved et af de store mesterskaber. Jesper Jensen har været tæt på i sin regeringsperiode. Bl.a. med to gange EM-sølv, senest sølv ved europamesterskaberne i december.
Og han kunne måske være blevet manden, som kunne have bragt de gyldne tider tilbage til dansk kvindehåndbold. Men det bliver ikke med Jesper Jensen ved roret. Nu skal han formentlig i stedet være klubtræner til sommer, og bedste bud er, at det bliver i den ungarske storklub Ferencváros.
