Der er noget i luften: En eksplosion af pollen
Den usædvanligt tørre sommer sidste år betyder, at der lige nu er er ekstremt meget pollen i luften.
De fleste bilejere og allergikere har garanteret lagt mærke til det.
Der er usædvanligt meget pollen i luften dette forår.
- Det er en eksplosion af blomstring. Det er virkelig ekstremt i år, konstaterer naturvejleder Jan Kjærgaard fra Naturstyrelsen Søhøjlandet.
Det er først og fremmest den meget tørre og varme sommer sidste år, der er skyld i den usædvanlige situation. Pollen er træernes blomsterstøv, og tørken fik træerne til i stor stil at sætte knopper. Eller som Jan Kjærgaard formulerer det.
- Vi må hellere få noget afkom, inden vi dør af tørke. Og så blomstrer alle træer året efter, siger han.
Og da foråret i år indtil videre har budt på meget beskedne mængder regn, kan man mange steder - blandt andet på bilerne - se et tydeligt lag af gulligt pollen.
Forurening viste sig at være pollen
At der er tale om store mængder, kan Midtjysk Brand & Redning tale med om. Indsatsleder Vagn Erik Jensen blev fredag kaldt ud til et villakvarter i Viborg, hvor der blev meldt om forurening i en lille sø.
Mange steder i søen kunne man se store gullige klumper - forklaringen var dig ikke olie eller en anden alvorlig forurening. Der var simpelthen tale om pollen.
- Vi får af og til anmeldelser om forurening på vand, men det er som regel noget andet. Jeg tror, at det er første gang i min karriere, at jeg er blevet kaldt ud til pollen, siger indsatslederen.
Han forstår dog godt, at anmelderen kunne tage fejl.
- Det er bedre, at folk reagerer en gang for meget end en gang for lidt. Har vi en forurening, skal vi have gjort noget ved det, siger Vagn Erik Jensen.