Efter voldsom kritik: Faste læger på vej til Thyholm
Efter manglen på faste læger i Falcks lægehus i Hvidbjerg er blevet kritiseret, er der nu to faste læger på vej.
Lige som mange andre steder i landet har der også været lægemangel i Hvidbjerg på Thyholm.
Da den praktiserende læge gik på pension, overtog Falck driften af lægehuset fra den 1. april. Siden har der været en del kritik fra patienter, fordi de hele tiden møder en ny læge, men det bliver der nu lavet om på.
Fra uge 36 har Falck ansat to nye, faste læger, som skal arbejde i lægehuset i hvert fald seks måneder.
- Vi stiller et krav om, at man skal kunne booke en tid hos den samme læge, og det ved Falck også godt. Men det har været en lidt særlig situation, siger fuldmægtig Peter Sander, der er ansvarlig for lægedækningen i Region Midtjylland.
Der har været ansat en fast læge i klinikken før sommerferien, men på grund problemer med sproget, stoppede lægen igen.
Derfor var der over sommerferien en periode med fire forskellige læger, og der er blevet givet dispensation fra reglerne, forklarer Peter Sander.
- Det er selvfølgelig træls, at folk har haft en dårlig oplevelse, men Falck har hele tiden levet op til de krav, vi har stillet til dem, og nu er der så også fundet en løsning, siger han.
Ny læge hver gang
Manglen på en fast praktiserende læge, fik den tidligere regionspolitiker Esther Jakobsen til at kritisere Falck.
Hendes mand lider af prostatakræft, og han skal derfor ofte til læge. Siden 1. april har han mødt en ny læge næsten hver gang, han kom til lægehuset.
- Det er der ingen patienter, der kan være tjent med eller holde til. At skulle gentage sin sygehistorie gang på gang, hvis man har en kronisk sygdom, siger Esther Jakobsen.
Men nu er det altså lykkes Falck at finde to nye læger, og desuden er der også blevet ansat en ekstra sygeplejerske.
Falck har kontrakt med Regionen om at drive lægehuset i Hvidbjerg frem til 2021.