Politiet jagtede nøgen kvinde i landsby: Fangede hende på skole
En 37-årig kvinde løb torsdag formiddag nøgen rundt i Jebjerg – blandt andet på byens skole.
Torsdag formiddag fik politiet i Skive en anmeldelse om, at der løb en nøgen kvinde rundt i Jebjerg. Hun var sidst set på byens skole.
- Vi fik et signalement, selvom det ikke rigtig var nødvendigt, og kørte op til skolen, hvor der heldigvis ikke var nogle elever, fortæller politiassistent Niels Back med et smil.
På skolen stak kvinden af fra politiet, men de løb efter hende og fik fat i hende. En 37-årig kvinde fra Skive.
- Så står vi med en nøgen kvinde, og så var gode råd dyre. Men heldigvis havde vi en hvid DNA-dragt i bilen, hun kunne få på og være mere tækkelig, siger Niels Bach.
Påvirket af stoffer
Niels Bach fortæller, at betjentene på stedet havde mistanke om, at den 37-årige kvinde var påvirket.
- Hun fortæller også selv, at hun tidligere havde taget noget narko, og at hun følte sig forfulgt, fordi folk så underligt på hende, siger Niels Bach.
Den 37-årige kvinde blev efter episoden kørt hjem til noget familie, der lovede at tage sig af hende. Hun bliver ifølge politiet ikke sigtet, selv om det er blufærdighedskrænkelse at løbe nøgen rundt i byen.