Minister klar til opgør med kviklån: Det skader vores samfund
Onsdag starter forhandlinger om regulering af kviklån. Minister varsler stram regulering af branchen.
Regeringen er klar til et opgør med kviklån, fordi branchen har tvivlsomme forretningsmetoder, der er til skade for det danske samfund.
Sådan lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup (S), der onsdag klokken 10.45 tager hul på forhandlinger om et opgør med kviklån. Det skriver Politiken.
- Hvis kviklånsfirmaerne forsvandt fra Danmark, ville jeg græde tørre tårer. Kviklån har vist sig at være en ublu forretningsmetode, som er til skade for vores ønske om at have et godt samfund.
- Kviklån sætter folk, der i forvejen er i en udsat social situation, i det, man bedst kan betegne som et gældsfængsel, siger Simon Kollerup til Politiken.
Delte meninger om et loft for omkostninger
Ifølge et notat fra Erhvervsministeriet løber de årlige omkostninger i procent for kviklån - kendt som åop - op til 700-800 procent.
Det er et tal, som Simon Kollerup kalder "vanvittigt". Socialdemokratiet foreslog inden valget et åop-loft på 25 procent, og det er en mulighed, som Simon Kollerup har med til forhandlingerne.
Venstre er derimod modstander af et åop-loft. Forbrugerordfører Torsten Schack Petersen siger til Politiken, at åop i nogle tilfælde kan være en svær størrelse.
For eksempel hvis man låner 3000 kroner i 30 dage, da åop beregnes over et helt år.
Brancheforeningen Digitale Långivere, der repræsenterer kviklånsbranchen, er også modstander af et åop-loft.
Talsmand Jens-Ole Kyhl Klitgaard skriver i en mail til Politiken, at Folketinget bør huske på, at den største del af forbrugernes gældsproblemer ligger i de større og længere forbrugslån.
Digitale Långivere har selv foreslået, at omkostningerne til kviklån aldrig må være større, end det beløb man har lånt.
Hvis man låner 10.000 kroner, må det højeste beløb, man skal betale tilbage, være 20.000 kroner, såfremt man overholder vilkårene.
Samtidig er der foreslået en maksimal strafrente på 25 procent om året, hvis man ikke betaler pengene tilbage til tiden.
/ritzau/