Politiker: Midtjylland skal have et børnehospice
Der skal bygges et børnehospice i Vestdanmark, og nu sættes alle kræfter ind på at trække det til Region Midtjylland.
Børn med livstruende sygdomme kan se frem til ekstra pleje og omsorg, hvis planerne om et børnehospice i Vestdanmark bliver en realitet.
Flere kommuner har allerede vist interesse for det vestdanske børnehospice. Men I stedet for alles kamp mod alle, bør det være en fælles regional satsning, mener det nyvalgte regionsrådsmedlem Marianne Karlsmose (KD).
- Jeg ser det her som en chance for endelig at få gjort noget. Der er sat penge af til et børnehospice i Vestdanmark, men det er jo ikke det samme som Midtjylland, så nu skal Region Midtjylland virkelig sørge for at være fremme i skoene, så det bliver i vores region, det kommer til at ligge, siger hun.
Vigtigt for hele familien
Et børnehospice øger ikke chancerne for at redde liv, men det kan bidrage med andre vigtige funktioner.
- Der er behov for at tage sig af de pårørende i en svær tid. Som far kan jeg ikke forestille mig nogen værre situation end at vide, at mit barn skal dø inden for ganske kort tid, og der kan det her være en hjælp til hele familien. Et børnehospice kan lave den understøttende familieterapi med socialpædagog, psykolog eller præst, som der er brug for, siger landsformanden for Hospiceforum Danmark, Olav Nørgaard fra Skive.
Netop det perspektiv mener Marianne Karlsmose er værd at kæmpe for.
- Det er utrolig vigtigt at få et samlet tilbud for familien i en utrolig svær situation - også at vi får et tilbud vestpå, så der ikke kun er et børnehospice i København, siger hun.
På finansloven er der næste år afsat 2,5 millioner til et børnehospice og yderligere fem millioner fra 2019 og fremefter. Allerede i januar ventes spørgsmålet om et børnehospice at komme på den politiske dagsorden i Regionsrådet.