Vær opmærksom på kviktesten - her er ekspertens juleråd

Selv om vi skal undgå at få smitte med til bords, er det også vigtigt, at vi hygger os, lyder det.

Selv om det er trist, at mange danskere må holde jul uden deres kære, er et af de vigtigste råd, at syge bliver hjemme fra festen.
Selv om det er trist, at mange danskere må holde jul uden deres kære, er et af de vigtigste råd, at syge bliver hjemme fra festen.
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Endnu en coronajul står for døren, og inden julefreden sænker sig endeligt, er det måske en god idé med en lille opfrisker på, hvordan aftenen bliver så coronasikker som muligt.

Selvom det er trist, at mange danskere må holde jul uden deres kære, er et af de vigtigste råd, at syge bliver hjemme fra festen.

Det siger professor i infektionssygdomme Jens Lundgren til TV 2.

Helt præcis anbefaler han, at man bliver hjemme, hvis:

- man er testet positiv

- man har symptomer på covid-19

Dygtige danskere

Lillejuleaftensdag tilbragte mange danskere i alenlange kviktestkøer. Den danske testiver kalder Jens Lundgren ”ganske imponerende”.

- Det er jo udtryk for, at befolkningen godt forstår, at man skal passe på, siger han.

En negativ kviktest udløser dog ikke en fuldt dækkende juleforsikring, siger professoren.

- Vi skal bare huske på, at de her kviktest og hjemmetest godt kan fange, at man er smitsom lige i det øjeblik, men de er ikke nødvendigvis så følsomme.

- Derfor skal man tage dem lige op til, at man skal ud at mødes med andre mennesker, for at man kan bruge resultatet, lyder det fra Jens Lundgren.

Blandt andet af den grund kommer han med endnu en anbefaling til at undgå at smitte sin familie juleaften:

Vi skal passe på med at kramme i år.

Ingen klare retningslinjer

Ved juletid i fjor udgav Sundhedsstyrelsen pjecen 'Jul i en tid med covid-19'.

Her kunne danskerne læse gode råd til, hvordan de skulle forholde sig juleaften.

Blandt rådene lød det, at man ikke burde være mere end ti personer samlet.

Skulle man gå om juletræet, lød det:

"Du kan godt gå rundt om juletræet og synge med dem, du bor sammen med, men du bør holde to meters afstand til andre.

Hvis I samler flere husstande til juleaften, så overvej om, I for eksempel kan danse om juletræet af flere omgange, om I kan skiftes til at synge, eller om I kan nynne."

I år har Sundhedsstyrelsen ikke udgivet lignende råd.

I stedet lød det fra direktør Søren Brostrøm på et pressemøde 17. december:

- Det vigtigste budskab er, at danskerne skal bruge deres sunde fornuft.

Her opfordrede han samtidig danskerne til at blive vaccineret, holde afstand, bruge mere tid udenfor og blive hjemme juleaften, hvis de føler sig syge.

Julen skal nydes

Selvom man kan gøre sit for at sikre sig ikke at smitte mor og far, bedstemor og bedstefar, er det også vigtigt, at man husker hyggen, siger Jens Lundgren.

- Jeg tror, vi alle sammen har behov for at hygge os juleaften, og det håber jeg bestemt også, at folk gør.

- Måske skal emnet corona ikke være det, man snakker om. Men snak med hinanden, og så ønsk hinanden en rigtig god jul, lyder den sidste opfordring fra professoren.