Advarsel til hjemmearbejdende: Hackere er klar til angreb
Tusindvis af danskere ventes at arbejde hjemmefra den kommende tid. Det er ren guf for cyberkriminelle.
De tusindvis af danskere som mandag arbejder hjemmefra, vil give alvorlige udfordringer for datasikkerheden.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) kalder således truslen mod både virksomheder og myndighedernes sikkerhed "meget høj".
- Derfor gælder det for virksomheder og myndigheder om at være forberedt og tage de nødvendige forholdsregler ved hjemmearbejdspladser, siger hun i en pressemeddelelse.
Forsvarsministeren opfordrer samtidigt til, at vi hjælper hinanden og følger de retningslinjer, der er blevet udstukket fra myndighederne.
- Lad os hjælpe hinanden med også at passe på vores arbejdspladser, så it-kriminelle eller andre, der vil udnytte en kritisk situation, ikke får frit spil, siger Trine Bramsen.
Hos Center for Cybersikkerhed (CFCS), der er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste, følger man situationen tæt. Det siger chefen for CFCS, Thomas Lund-Sørensen.
- Mange it-afdelinger er under stærkt pres med hjemsendte kolleger og brugere. Det kan være svært at opretholde det sædvanlige it-sikkerhedsniveau med opdatering, tofaktor og VPN, siger CFCS-chefen i en pressemeddelelse.
Han understreger samtidigt, at man ikke skal regne med at hackere udviser samfundssind.
- Tværtimod udgør corona-krisen en særlig gunstig mulighed for de cyberkriminelle til at angribe danske netværk, siger Thomas Lund-Sørensen.
Danskerne har allerede flyttet en stor del af deres dataforbrug fra virksomhedernes ofte mere sikre forbindelser til de private opkoblinger. Det viser tal fra teleselskabet 3.
Allerede torsdag, dagen efter at statsminister Mette Frederiksen på et aftenpressemøde lancerede en lang række tiltag som lukning af skoler, børnehaver og andre uddannelsesinstitutioner, steg dataforbruget i dagtimerne til et niveau, der var mellem 35 og 65 procent højere end normalt.
- Vi forventer, at kundernes dataforbrug vil stige yderligere i løbet af de næste uger, men vores netværk er altså godt rustet til at håndtere de voksende mængder trafik, som følger med de mange tilfælde af hjemmearbejde og karantæne, siger netværksdirektør hos 3, Kim Christensen.
Systemerne hos teleselskaberne er sat sådan op, at selv om belastningen de kommende dage kan blive voldsom, vil opkald til akutnumre som for eksempel 112 altid blive stillet igennem.
/ritzau/