Coronakrise får B&O til at lukke 300 butikker midlertidigt
Coronakrisen betyder markant lavere salg for Bang & Olufsen, der må lukke cirka 300 butikker midlertidigt.
Coronakrisen har givet et markant lavere salg for Bang & Olufsen, som midlertidigt har lukket cirka 300 butikker verden over.
Det svarer til omkring 60 procent af alle B&O's butikker, skriver Børsen.
Særligt i de seneste uger er det gået stærkt med at lukke B&O-butikker, da den globale spredning af coronavirusset har holdt kunderne fra butikkerne.
De mange butikslukninger kommer på et farligt tidspunkt for Struer-virksomheden, der i forvejen har kæmpet noget tid med både salg og indtjening.
- B&O har haft mange op- og nedture inden for de seneste 20-30 år. Jeg tror, at det her er klart den hårdeste.
- Det her er en overlevelseskamp, og det rammer B&O rigtig hårdt, siger Per Hansen, investeringsøkonom hos børsmægleren Nordnet, til Ritzau.
Forhandlere bestemmer selv
På grund af den pressede situation vurderer han, at B&O lige nu afsøger alle de muligheder, der er - både for at fortsætte driften med egen kraft og for at indgå i nogle andre samarbejder.
- Coronavirus lægger sig bare oveni den bunke af udfordringer, som B&O allerede havde, før hele verden kom til at tale om den her smitterisiko, siger Per Hansen.
I Danmark bestemmer elektronikproducentens forhandlere selv, om de vil lukke eller ej.
Til Børsen siger B&O's kommunikationschef, Jens Gamborg, at de fleste danske butikker har valgt at holde åbent.
En af dem, der fortsat vælger at holde åbent, er indehaveren af B&O-butikken i Viborg, Per Thougaard. Han har intet salg på nettet og lægger ikke skjul på, at den nuværende situation gør ondt.
- Jeg har skrevet til udlejer, om vi kunne få huslejefritagelse, men det ville de ikke gå med til.
- Så vi må bare betale huslejen, der er ikke andet at gøre. Men det er ikke noget, der kan fortsætte i al evighed, fortæller Per Thougaard til Børsen.
Kommunikationschef Jens Gamborg oplyser til erhvervsmediet, at tingene udvikler sig konstant i øjeblikket, og at butikkerne i eksempelvis Kina og Japan nu er åbne igen.
- Men kundernes og medarbejdernes sundhed er vores hovedprioritet, og vi følger derfor også myndighederne retningslinjer i de lande, hvor vi har butikker, og tilpasser os, i det øjeblik disse ændres eller opdateres, siger Jens Gamborg til Børsen.
/ritzau/