Fiskeriet presset i bund: - Der er ikke nogen indkomst
Fiskerne på havnen i Thyborøn mærker coronakrisen på helt tæt hold i disse dage, hvor mange er sendt hjem uden løn og uden udsigt til at få del i regeringens hjælpepakker. Fiskeriministeren kigger på løsninger, lyder det.
Fiskeriet kigger lige nu ind i en økonomisk katastrofe på grund af coronakrisen.
Påsken, der normalt er højtid for fisk på frokostbordet, er aflyst, mens også restauranter holder lukket.
Derfor efterlyser man nu hjælp på havnen i Thyborøn. Der er ganske enkelt brug for en håndsrækning til de fiskere, der er sendt hjem.
- Det føles ikke særlig godt. Det betyder, at der ikke er nogen indkomst, fortæller fisker Poul-Erik Rom.
Fiskerne er, som tingene ser ud lige nu, ikke omfattet af regeringens hjælpepakker, da de ikke arbejder på faste kontrakter, siger Alfred Fisker Hansen, der er formand for Thyborøn Havns Fiskeriforening.
- Det er specielt i forhold til andre arbejdspladser. Fiskeren er fritstillet, når han går på kajen.
- Vi skal have lavet en model, så vi også kan få kompenseret vores medarbejdere i denne situation, lyder det fra Alfred Fisker Hansen.
Fiskepriser er styrtdykket
Efterspørgslen på fisk er helt i bund, og det kan mærkes på priserne på fiskeauktioerne, der lider samme skæbne.
- Generelt set er priserne halveret på de dyre fisk. Og på de andre fisk er prisen i hvert fald faldet med 30-35 procent. Så er vi ligesom ved at finde bunden, siger Michael Lodahl, der er direktør hos Danske Fiskeauktioner i Thyborøn.
Derfor har regeringen nu sat fokus på at finde en løsning.
- Jeg har nedsat en taskforce i mit ministerium, som i øjeblikket er ved at kigge på, hvad vi kan for at hjælpe fiskeriet, siger fiskeriminister, Mogens Jensen (S).
Fisker Poul-Erik Rom, der selv har sendt sin besætning hjem uden løn, håber, der kommer til at ske noget snart.
- Jeg regner med, de kan klare sig i en 14 dages tid med fagforeninger. Så nu må vi se, hvor galt det går.
- Jeg er snart ved at blive tosset over, at vi ligger stille. Vi er snart nødt til at sejle og se, om vi kan få bare lidt ud af det, siger Poul-Erik Rom.
Fiskeauktionen regner med, at priserne på fisk kommer til at stige en anelse over de kommende uger, fordi flere kuttere bliver i havn.