Første messe efter corona: MCH åbner igen med brede gange og god afstand

Formland-messen begynder på torsdag, så lige nu er håndværkerne tilbage på arbejde i MCH for at gøre klar til en sikker første messe efter coronanedlukningen.

Georg Sørensen, administrende direktør i MCH, glæder sig over, at 175 af hans medarbejdere nu er kommet tilbage på arbejde.
Georg Sørensen, administrende direktør i MCH, glæder sig over, at 175 af hans medarbejdere nu er kommet tilbage på arbejde.
Foto: Louise Harkjær Møller / TV MIDTVEST

Siden nedlukningen i marts har der været stille i MCH Messecenter Herning. 

Coronavirus satte en stopper for alle sommerens arrangementer.

Så siden marts har mere end 90 procent af medarbejderne i MCH været sendt hjem, men nu er mange af medarbejderne tilbage i hallerne.

- Det er jo fantastisk, at der er liv igen. Det er det, vi har ventet på. Vi har været lukket ned - som i lukket helt ned - i fem måneder, og det har været hårdt både at se på og kigge ind i, siger administrerende direktør i MCH, Georg Sørensen.

Forberedelserne til den første messe efter coronanedlukningen, interiør- og designmessen Formland, er nemlig i fuld gang, og det har blandt andet skabt travlhed for Simon Høg, der er en af de fastansatte tømrere i MCH. 

- Det er fantastisk at komme tilbage og være en del af fællesskabet i MCH og føle, at vi kan få lov til at rykke på nogle af de store messer, vi har og brænder for, siger han.

Han har været hjemsendt i fire måneder.

- Det har været en mærkelig periode. Det har været en tid i uvished, hvor man ikke har vidst, hvad man skulle tænke eller gøre, men man måtte jo få det bedste ud af det, siger Simon Høg.

Simon Høg, tømrer i MCH, er i fuld gang med at gøre udstillingerne klar til Formland-messen, der starter på torsdag.
Simon Høg, tømrer i MCH, er i fuld gang med at gøre udstillingerne klar til Formland-messen, der starter på torsdag.
Foto: Louise Harkjær Møller / TV MIDTVEST

Trygt at tage på messe

Formland-messen begynder på torsdag, så håndværkerne er lige nu i gang med de sidste forberedelser forud for messen.

Selvom smittetallet lige nu stiger flere steder i Midt- og Vestjylland, er det ifølge MCH-direktøren trygt at besøge Formland.

- Vi har været virkeligt minutiøse i vores planlægning af et trygt MCH, hvor vi har fokus på den adfærd, der er her, siger Georg Sørensen.

Messecentret har planlagt Formland-messen efter det antal besøgende, der har registreret sig, så der ikke bliver lukket for mange mennesker ind på en gang.

- Nu har vi fået muligheden for at gennemføre Formland, så er det vores vigtigste opgave at planlægge det sådan med brede gange, gode ankomstforhold og sørge for, at der er en tryghed lige fra man ankommer, og mens man er her, siger MCH-direktør Georg Sørensen.

I alt er 175 ud af MCHs 255 medarbejderne kommet tilbage på arbejdet nu.

Formland-messen foregår fra torsdag til søndag i denne uge.

1:55
Coronavirus lukkede MCH Messecenter Herning helt ned i fem måneder, men nu er der igen liv i hallerne.