Hård coronasæson får konsekvenser: Populær feriemesse bliver væsentligt mindre end normalt

Skandinaviens største feriemesse bliver mindre end den plejer, men det fjerner ikke arrangørernes glæde ved, at man igen må holde en fysisk messe.

Ferie for Alle vender i år tilbage til Messecenter Herning og Boxen.
Ferie for Alle vender i år tilbage til Messecenter Herning og Boxen.
Foto: Pressefoto

Ferielysten mangler danskerne bestemt ikke, for lige nu hitter skiferierne. Og hvis danskerne hungrer lige så meget efter sol og sommer, kan de også få stillet det behov.

I weekenden fra den 25.-27. februar kan Ferie for Alle nemlig gøre comeback i Herning.

Sidste år blev Skandinaviens største feriemesse nødt til at blive holdt online, men i år er messen fysisk tilbage og fylder Messecenter Herning ud som vanligt. Eller i hvert fald næsten som vanligt.

Få messer kan holdes

For messen er gået på ufrivillig skrump. Ganske vist fylder man de samme haller, som man plejer. Men der bliver færre stande og udstillere, som gæsterne kan besøge, når feriemessen bliver afholdt i weekenden i uge 8.

Normalt er der mellem 1000 og 1100 udstillere fordelt på 400 forskellige stande. I år bliver tallene nærmere 650 udstillere i 280 stande.

- Det er lidt anderledes, end det plejer. Det indrømmer jeg da blankt, men det er stadig værd at køre efter, siger Anders Ladefoged Mortensen, der er projektchef for Ferie for Alle.

Da messesæsonen skulle planlægges i november og december var det mere end usikkert, om der overhovedet ville komme feriemesser i år.

Usikkerheden før årsskiftet fik flere af de udenlandske udstillere til at melde fra i god tid, da de ikke ville sætte hele deres messeapparatet i gang, hvis nu sæsonen ikke rigtig blev til noget, fortæller Anders Ladefoged Mortensen.

Nu – et par måneder senere – bugner det ikke ligefrem med feriemesser.

- Lige nu er vi nærmest den eneste rejsemesse i Europa, siger Anders Ladefoged Mortensen.

Fokus på udeliv

Projektchefen kan dog glæde sig over, at der fortsat er hundredvis af stande og udstillere, så gæsterne kan møde både feriebureauer, udenlandske turistkontorer, campingspecialister og alt muligt andet.

Som noget særligt i år fokuserer messen på et af coronatidens helt store hit: Friluftsliv. Så i år bliver der mere fokus på især mountainbike-turisme.

- Det er in at komme ud, siger Anders Ladefoged Mortensen.

63.000 gæster sidste år

Om det også bliver in at komme ind i hallerne i Herning, må tiden vise. 63.000 deltog ved ferieweekenden i 2020.

Lige nu har man solgt cirka lige så mange billetter, som man havde gjort på samme tidspunkt i 2020. Men i år er der ikke rigtig noget mål for, hvor mange gæster man håber at tiltrække.

- For første gang i de 15 år, jeg har stået for Ferie for Alle, har jeg ikke lige en føling med, hvor mange der kommer. Det er en ny situation, siger projektchefen.

God plads og håndsprit

Anders Ladefoged Mortensen lægger ikke skjul på, at han er ”fantastisk glad for”, man må holde messen og ”lykkelig for”, man kan holde den uden restriktioner.

Samtidig har man taget nogle forholdsregler med sig fra den tid, hvor corona betød restriktioner:

Der bliver bedre plads ved bordene i spiseområdet og i gangene i hallerne. Håndspritten bliver der heller ikke sparet på. Som noget nyt sælges der også eftermiddagsbilletter til de folk, som gerne vil se på ferie, når der ikke er helt så mange mennesker.

- Vi har et godt produkt at tilbyde, selvom det er lidt anderledes, end vi plejer. Vi er i gang, og det er fantastisk, siger Anders Ladefoged Mortensen.