Hundetræner advarer mod overstimulering under krise: Hunden skal have ro til at sove og hvile sig

Det er ikke nødvendigvis fantastisk for hunden, at ejeren er hjemme ved den konstant.

Jan Vestergaard bor i Kølkær og er hundeadfærdsbehandler og instruktør.
Jan Vestergaard bor i Kølkær og er hundeadfærdsbehandler og instruktør.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Lige nu har mange hundeejere ekstra god tid til at klø den firbenede bag ørerne, gå lange ture og lege, men hundeadfærdsbehandler Jan Vestergaard advarer mod, at man overstimulerer sin hund under coronakrisen.

For hunden er ofte vant til og har brug for tid alene til at slappe af.

- I den her tid, hvor familien er hjemme, sker der næsten hele tiden noget, så der er mange, der ikke får hvilet nok, fordi de skal på gåture hele tiden, de skal med ud og aktiveres og børnene drøner ind og ud ad dørene, så der er mange hunde, der ikke rigtig får den hvile, de bør have, lyder det.

Kan give langsigtede problemer

Og selvom det er hyggeligt lige nu, og hunden temmelig sikkert nyder selskabet, så kan det give problemer på længere sigt. 

- Det kan gå hen og skabe problemer efterfølgende. Man får hunde, der bliver mere og mere stressede. De får ikke hvile nok. Det kan udvikle forskellige adfærdsproblemer på sigt. Man kan også risikere, at hundene ikke bliver vedligeholdt i deres alene-hjemme-træning, så når hverdagen indtræffer igen, og folk skal på arbejde, så har vi måske lige pludselig nogle hunde, der ikke kan finde ud af at være alene hjemme.

- Så får vi måske de her hunde med separationsangst, der hyler, piber og smadrer inventaret, fordi den bare ikke kan finde ud af at være alene hjemme lige pludselig, forklarer Jan Vestergaard, der udover at være hundeadfærdsbehandler også er instruktør.

0:41
Det er ikke nødvendigvis fantastisk for hunden, når ejeren er hjemme ved den konstant.

Han anbefaler derfor, at man også ind imellem lader hunden blive alene hjemme i stedet for altid at tage den med. Og så kan man med fordel give den pauser, når man er hjemme.

- Kan hunden sagtens gå hen og lægge sig, mens man sidder på kontoret eller laver lektier med børnene, så er det fint nok, at den er i rummet. Så er det bare ren luksus for hunden.

- Men kan den ikke finde ud af at finde ro, fordi den skal holde øje med den ene et sted og den anden et andet sted, så den stresser frem og tilbage, så kan det faktisk være en fordel for nogle hundes vedkommende, at man lukker dem midlertidigt væk, så de kan få ro, slutter han.