Jyllands Park Zoo: - For første gang i 51 år åbner vi ikke palmesøndag
Det kommer til at koste millioner for Jyllands Park Zoo, at åbningen er udskudt på grund af corona. Men ejeren påskønner økonomisk håndsrækning fra regeringen.
- Økonomisk er det hammertræls.
Sådan er ordene fra Ove Nordestgaard, der ejer Jyllands Park Zoo vest for Herning.
- Vi skulle have åbnet palmesøndag. Det har vi gjort i 51 år, men det bliver nok første gang, at det ikke sker.
Coronakrisen holder dyreparken lukket. Alligevel er det nødvendigt, at de ansatte går på arbejde.
- Vi er lidt løntunge. Vi kan ikke bare sende folk hjem, fordi dyrene skal passes. Men det ser ud til, at vi får lidt hjælp. Det er dejligt.
48 millioner fra kulturministeren
Kulturminister Joy Mogensen (S) vil ifølge Ritzau sikre dyreparker, akvarier og zoologiske haver med yderligere 48 millioner, fordi de er pressede af manglende entréindtægter.
- Denne her ordning sikrer, at de zoologiske haver får den hjælp, de skal have, fra de generelle hjælpepakker.
- Men også at de bliver garanteret kompensation for de ekstraordinært høje omkostninger, de har, selv om de har lukket for gæster, siger hun til Ritzau.
Det sætter Ove Nordestgaard pris på, selvom han ikke forventer, at pengene kan dække det hul, coronakrisen efterlader.
- Vil koste et par millioner
Selv tror den midtjyske dyreparksejer på en åbning samtidig med skolerne. Mere sikker føler han sig i forhold til det økonomiske tab, Jyllands Park Zoo kommer ud af 2020 med.
- Foråret er vigtigt for os, fordi vi har mange arrangementer, som vi ikke får i år. Det er mange penge, vi går glip af, hvis man begynder at regne på det. Men indimellem skal man lade være med det.
- Det koster os et par millioner i hvert fald. Om vi har råd til det, må vi se til. Vi kan ikke hente det i løbet af sæsonen.
Jyllands Park Zoo er lige nu i gang med at færdiggøre de vanlige fornyelser, nye og gamle kunder hvert år kan opleve.