Kioskejer mangler sine faste kunder: - Corona koster 10.000 kroner om dagen
En kiosk nord for Skive er bestemt heller ikke gode venner med coronavirussen. For den koster tusindvis af kroner. Hver dag.
Poul Rysgaard ejer og driver OK Plus i Vester Lyby nord for Skive. En kiosk, hvor coronavirussen lige nu koster dyrt.
- Vi taber omkring 10.000 om dagen.
- Vi har fået et lille slag i omsætning om morgenen, men om aftenen er det helt skævt. Det er træls. For vi har stadig vores faste udgifter, men ser også, at omsætning er reduceret, fortæller han til TV MIDTVEST.
Derfor er han løbende i gang med at justere sin forretning.
- Vi skal være på den hele tiden. Vi skal holde øje med, hvor omsætningen daler; hvor jeg kan tage nogle timer. Vi bliver nødt til at skære ned i medarbejderstaben. Vi ved ikke, hvor lang tid det tager.
- Det er en stor opgave. Man føler afmagt. Almindeligvis, når vi står med udfordringer, er det noget, vi kan gøre noget ved. Ingen kan rigtig gøre noget ved den her situation, afslutter han.