Regeringen vil forbyde mink frem til 2022
Med et nyt lovforslag vil regeringen forbyde hold af mink i Danmark til og med 2021. Det viser lovforslag.
Regeringen vil forbyde hold af mink i Danmark frem til 31. december 2021. Det fremgår af lovforslag, der er offentliggjort tirsdag.
Onsdag i sidste uge besluttede regeringen, at alle mink i Danmarks skal slås ned, da der er fundet mutationer af covid-19 i mennesker spredt fra mink.
Det er dog siden kommet frem, at regeringen ikke har lovhjemmel til at tvinge minkfarme uden smitte eller farme, som ligger inden for 7,8 kilometer fra minkfarme med smitte, til at slå deres mink ned.
Derfor fremsætter regeringen altså nu et lovforslag. Tidligere var planen at gennemføre det som en hastelov tirsdag. Det opgav regeringen dog.
- Hold af mink er ikke tilladt til og med 31. december 2021, står der i forslaget.
Det vil med lovforslaget blive forbudt føre mink ind og ud af Danmark, føre mink mellem minkfarme og tilføre nye mink til dyrehold. Loven tæller ikke zoologiske haver, cirkus eller privatejede mink, så længe man har maksimalt fem mink.
En overtrædelse af loven vil kunne give bøde eller fængsel op til seks måneder. Med loven i hånden vil myndighederne med politiets hjælp kunne tvinge sig adgang til minkfarme.
Lovforslaget inkluderer også at åbne for erstatning til de minkfarme, der - hvis det bliver vedtaget - skal slå deres dyr ned.
- Med lovforslaget foreslås af folkesundhedsmæssige årsager et forbud mod hold af mink, hvilket vil påføre minkavlerne et længerevarende driftstab, der ligger ud over det umiddelbare driftstab, der er forbundet med aflivning af mink, der kan erstattes efter lov om hold af dyr.
Det vil, ifølge lovforslaget, koste et anseligt milliardbeløb i kompensation til minkavlerne.
- Der vil skulle fastsættes nærmere regler om erstatning og kompensation, ligesom der i alle sager om erstatning og kompensation vil skulle foretages en konkret vurdering i forhold til hver enkelt minkavler.
- Der er derfor ikke muligt på forhånd at opgøre et sikkert estimat for de samlede omkostninger for det offentlige. Men det vurderes at de samlede omkostninger for staten som følge af lovforslaget vil udgøre mindst fem milliarder kroner, fremgår det.
Det fremgår andetsteds, at man med loven lægger op til, at minkavlerne får erstatning svarende til ekspropriation - altså erstatning for tvangsovertagelse fra statens hånd.
- Ved beregningen af denne erstatning er det tilsigtet, at den erhvervsdrivende stilles som ved ekspropriation. Der vil endvidere i nogle tilfælde blive ydet en tempobonus på 20 eller 30 kroner per dyr afhængigt af beliggenheden af den pågældende farm, står der i lovforslaget.
/ritzau/