To 18-årige udfordrer filmbranchen: - Vi har fået sindssygt meget ud af det
Malte og Bertram ville undersøge, om det behøver tage flere år at skabe gode fortællinger, og om unge selv kan bære opgaven at løfte en film på kun tre måneder.
Hvad nu hvis man inviterede 100 mennesker i biografen til at se en film om tre måneder, men der bare lige var et stort men:
- Man har ikke nogen film.
- Man har ikke fundet på en historie.
- Man har ikke noget hold til at lave filmen.
- Ja, man har faktisk ingenting, men filmen skal være færdig om tre måneder.
Det var lige præcis det benspænd, to unge filmfolk gav sig selv i november 2020.
Den 13. november 2020 sendte 18-årige Malte Houe og 18-årige Bertram Bailey invitationer ud med info om, at de tre måneder senere ville vise deres kortfilm, som de endnu intet vidste om.
Derefter drog de to afsted i deres 35-årige fælles campingvogn for at lave filmen.
- Vi har udfordret os selv i forhold til den branche, vi er på vej ind i, fortæller de to filmmagere.
Til dagligt arbejder de blandt andet med reklamefilm og andre video-produktioner.
Maltes første film tog to år at producere, og det måtte da kunne gøres hurtigere, mente de to under et møde på en café.
Kommer helt tæt på
Der skulle komme både positive og negative overraskelser undervejs i projektet for de to, som er fælles om filmen.
- Da vi gik ind i projektet, var det ikke så slemt med corona, og vi tænke: “Var det det?”, husker Malte Houe.
Men kort efter i december 2020 så det helt anderledes ud, da alt lukkede totalt ned igen.
- Vi kunne kun være fem sammen på optagelserne, og Bertram var låst inde i sin kommune. Vi havde over 100 teams-møder nogle gange på seks timer, sukker Malte Houe.
- Det er alt for lang tid at glo på hinanden i en skærm, tilføjer han.
Men de to har fået meget ud af eksperimentet på trods af store benspænd. Det vil seerne af filmen også kunne opleve. For samtidig med tilblivelsen af kortfilmen "Influence", er der blevet lavet en dokumentar om den.
- Her møder man os virkelig, når vi er pressede oprigtigt, fastslår Malte Houe.
Midt i hele forløbet med produktionen rammer en stor sorg Bertram.
- Der sker noget i hans nære familierelationer, så man kommer tæt på os som personer, siger Malte Houe.
På den positive side er de to meget overraskede over den velvillighed, de har mødt i projektet.
- For eksempel spurgte vi min morfar, om vi måtte bruge en stikkontakt i hans lade i tre døgn. Det sagde han bare ja til uden at skulle have yderligere forklaring, fortæller den unge filmskaber fra Mors.
Har lært sindssygt meget
Hovedformålet med filmeksperimentet er blevet forløst.
- Vi er lykkedes med at blive klogere på den branche, vi er på vej ind i. Vi har fået sindssygt meget ud af det, vurderer Malte Houe.
Han indrømmer, at han nu har fundet ud af, hvorfor det tager lang tid at lave film.
- Det tager tid at samle det rigtige hold til produktionen. Og så tager det også bare tid at instruere og lave kostumeprøver. Man taber detaljer, hvis man ikke investerer tiden i det, erkender han.
På andre områder er de dog blevet bedre til at gå på kompromis for at nå tingene.
- Jeg har før skrevet manuskripter om i en uendelighed, og det kan bare blive for meget.
- Har sagde vi: “Tre gange maksimalt, så er det det," fortæller Malte Houe.
På den måde er det blevet mere ærligt og intenst, mener han.
- Det gav historien noget andet, når det blev mere lige fra leveren, lyder det fra Malte Houe.
På vej med stort, nyt projekt
Filmen kan ses søndag den 24. oktober på TV MIDTVESTs egen kanal og på TV MIDTVEST.dk.
Kortfilmen er en integreret del af dokumentarfilmen på 51 minutter om projektet.
Netop nu arbejder Houe Film på et stort nyt fiktions-projekt, som er målrettet de yngre på nationalt plan.
- Her vil vi gerne arbejde videre med den stil, vi har brugt under “Influence”, slutter Malte Houe.
Herunder kan du se et tv-program, som TVMIDTVEST tidligere har lavet om de unge filmfolk.