Christina Hembo: Sådan får du succes som iværksætter
Iværksætterne Christina Hembo og Zennie Bonde Mogensen fortæller i det første afsnit af programmet ”Iværksætterskolen” om, hvordan den gyldne idé kan blive til en stor succes.
- Tro 100 procent på din idé, få styr på økonomien og spring ud i det med det samme.
Det er nogle af de råd, som de to succesfulde iværksættere Christina Hembo og Zennie Bonde Mogensen giver i det første afsnit af den nye programserie ”Iværksætterskolen” på TV MIDTVEST.
De to kvinder ved om nogen, hvordan man får succes, og hvordan man forvandler en gylden idé til millioner. I begyndelsen af 00’erne startede Christina Hembo sammen med sin mand, Claus Hembo, den succesfulde virksomhed Christina Jewelry & Watches, der i dag har hovedsæde i Herning.
I start 90’erne begyndte vestjyden Zennie Bonde Mogensen som 21-årig fra sin daværende bopæl i Prag at importere fisk til Østeuropa. Senere solgte hun virksomheden, tog en psykoterapeut-uddannelse, og i dag ejer hun rejsebureauet Zen Luxury Travels og helsevirksomheden Kropsinsitituttet i København.
Når det første afsnit af ”Iværksætterskolen” løber over skærmen, fortæller de to kvinder blandt andet om, hvordan de selv nåede til tops, og hvad det kræver af viljestyrke, tro og gåpåmod. Og så fortæller de, hvad man skal, og hvad man absolut ikke skal gøre, hvis man drømmer om at blive iværksætter.
Du kan se det første afsnit af ”Iværksætterskolen” mandag den 8. januar klokken 19.55 på Mokka, men allerede nu kan du herunder få en unik forpremiere.