Mette vil revolutionere din dagligstue

Nu er der international opmærksomhed på den 26-årige iværksætter. Du kan følge hendes kamp for succes i den nye miniserie ”Wildskab – de andre sover heller ikke”.

Mette Jochimsen
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

Mette Jochimsen kommer fra København, men for seks år siden rykkede hun teltpløkkerne op. Først flyttede hun til Aalborg, så til Aarhus og i februar 2016 til Herning, hvor hun læser møbeldesign på TEKO. Ved siden af uddannelsen er hun selvstændig med sin egen møbelvirksomhed Jochimsen.

- Jeg har fået at vide, at jeg har et meget unikt drive i forhold til netop at tro på det, jeg gerne vil og de mål, jeg har, siger hun.

Og netop drivet og troen på sig selv er en stor del af 26-årige Mette Jochimsen. Da hun i 2016 startede sin virksomhed, var det med ambitionen om at ændre hele måden, vi interagerer med møbler på. Men hun har ikke altid haft så store ambitioner.

- Jeg har rykket mig fra at være nervøs og en lille iværksætter med lidt mindre drømme til at drømme størst om at indtage verden og blive en af de nye, store koncerner inden for møbelindustrien, siger Mette Jochimsen.

I dag har hun allerede udviklet flere forskellige møbler, og hun har både været i Milano og Stockholm til messer, hvor hun har fået masser af ros. I løbet af januar skal hun også opstille for Bestseller.

Wildskab i ryggen

For at opnå drømmen om at revolutionere møbelindustrien, er Mette Jochimsen blevet en del af kontor- og iværksættermiljøet Wildskab i Herning. Her har hun fået mulighed for at få en mentor, sparring og et unikt netværk af andre iværksættere, der allerede nu har gavnet hende.

- Grunden til, at jeg har rykket mig sådan, er også fordi, at jeg ser, at det rent faktisk er en mulighed med det, man får her i Wildskab, siger hun.

Det er med denne nyudviklede møbelprototype, der både kan indstilles som skillevæg og reol, at Mette Jochimsen skal til sin bachelor-eksamen. Du kan møde hende for første gang mandag den 8. januar 19.30 på TV MIDTVEST.
Det er med denne nyudviklede møbelprototype, der både kan indstilles som skillevæg og reol, at Mette Jochimsen skal til sin bachelor-eksamen. Du kan møde hende for første gang mandag den 8. januar 19.30 på TV MIDTVEST.
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

Den ambitiøse iværksætter ved godt, hvad det kræver for at slå igennem i en branche, hvor kun de færreste får succes. Og Mette Jochimsen er klar til at gå hele vejen. 

- Det er ikke nogen, der sover i den her branche. For mig er fuld tid jo alle døgnets timer. Det er jo ikke fra 9-16, det er gerne fra 7-12 om aftenen eller til klokken 1 om natten. Jeg arbejder bare de flere timer på det, siger hun.

- Det ligger jo lidt i, at hvis du vil være en af de første på markedet, der gør det her, og hvis du gerne vil være innovativ og tænke i de nye, store tanker, så skal du bare løbe stærkt. Ellers er der andre, der løber med din idé, fortsætter hun.

Bachelor skaber ny usikkerhed

Ved siden af sin virksomhed er Mette Jochimsen næsten færdig med sin bachelor. I miniserien ”Wildskab – de andre sover heller ikke” følger man blandt andet hendes kamp for at blive færdig med en møbelprototype, der er hendes produkt til eksamen.

- Jeg er meget nervøs, meget nervøs for min eksamen - og så alligevel ikke. Jeg glæder mig bare til at blive færdig, og jeg glæder mig til at præsentere det her projekt, jeg har arbejdet så hårdt på.

Hendes bachelor-projekt er en vigtig del for den fremtidige produktudvikling og fremtidige projekter i virksomheden. Indtil nu har hun nemlig kombineret sine skoleprojekter med arbejdet. Det betyder, at hun mister en stor sikkerhed, når hun ikke længere studerer, men pludselig skal arbejde fuld tid på virksomheden.

- Der er rigtig mange udfordringer ved at miste den sikkerhed, der er ved at studere og så skulle gå fuld tid som iværksætter. Jeg mister jo SU’en, SU-lån og den økonomiske sikring, der jo ellers er for, at jeg kan drive virksomheden, forklarer hun.

Mette Jochimsen designer og laver selv sine møbler til Jochimsen. Hendes skoleprojekter bruger hun i virksomheden, men snart er den sikkerhed fortid.
Mette Jochimsen designer og laver selv sine møbler til Jochimsen. Hendes skoleprojekter bruger hun i virksomheden, men snart er den sikkerhed fortid.
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

Du kan se det første af tre afsnit om Mette Jochimsens og de andre iværksætteres hårde kamp for succes i miniserien ”Wildskab – de andre sover heller ikke”. Miniserien har premiere mandag den 8. januar 19.30 på TV MIDTVEST, men allerede nu kan du herunder få en unik forpremiere.

8:54
Wildskab - de andre sover heller ikke (1:3)
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST