Lotte og Mads har forvandlet en gynækologklinik til drømmelejlighed
Det er svært at se, at lejligheden med sø-udsigt midt i Viborg engang har huset både gynækolog og revisor.
Tankstation, gynækolog og revisor. Der har ligget lidt af hvert der, hvor Lotte og Mads Hertz nu bor med udsigt til Søndersø i Viborg.
De havde set rigtig mange lejligheder, men da de trådte ind i det, der altid har været en erhvervslejlighed, vidste de bare, at det var her, de skulle bo.
- Vi blev forelskede i stedet og udsigten og kunne se muligheder. Ellers Mads kunne se muligheder, for hold op det var et stort arbejde. Men der var bare en perle her, som vi kunne lave til det, vi gerne ville, siger Lotte.
Før de gik i gang, rummede lejligheden i stueplan fire små kontorer og en helt anden indgang end der, hvor man går ind til alle de andre lejligheder, så mange vægge skulle væltes.
- Alt var skrællet, og det har trukket langt flere tænder ud, end vi havde regnet med. Især fordi vi har valgt nogle materialer og løsninger, som man ikke lige er vant til at arbejde med, siger parret.
De overtog erhvervslejligheden i maj 2021, og i starten af 2022 var renoveringen færdig.
Fra hus til lejlighed
Parret boede før i et betonhus, som de selv havde bygget, og det var egentlig deres drømmehus. Men så flyttede børnene hjemmefra, og Lotte mente, at der var for meget plads i huset.
- Lotte synes, det var en god ide med lejlighed. Jeg sagde nej. Jeg skulle bestemt ikke i lejlighed, men hun fik mig overtalt til at prøve det, siger Mads.
De lejede en lejlighed for at se, om det var noget, og der blev han overbevist.
- Vi bor midt i det hele og har frihed. Vi skal ikke bruge tid på at slå græs og vedligeholde hus. Den tid bruger vi på andre ting. Vi kan bare rejse og lukke døren, siger Lotte.
Minimalisme og New Yorker
Mens Mads har været ansvarlig for renoveringsprocessen, har Lotte stået for indretningen. Det hele i en stil, der passer både til lejligheden, bygningen og udsigten.
- Man er nødt til at kigge på, hvad det er for en lejlighed. Det er meget minimalistisk, industrielt og New Yorker. Der er ikke noget overflødighedshorn af alle mulige dimsedutter. Indretningen har kredset om, at vi gerne vil have mest mulig udsigt til søen, mens møblerne tager opmærksomheden og giver varme til rummet, siger Lotte.
Parret overtog erhvervslejligheden i maj 2021, og i starten af 2022 var renoveringen færdig.
Selv om det nu er noget tid siden, der har været gynækologklinik, kommer der stadig klienter forbi.
- Den gamle indgang til gynækologen er blevet til et værelse, så der kommer ind i mellem nogen og banker på og spørger, om der ikke er gynækolog her. Det er der så ikke mere.