Drømmehjem

Mejeri forvandlet til drømmehjem: - Det kommer med spøgelser og hele molevitten

For 40 år siden blev der solgt mælk og smør i det gamle mejeri i Stadil. Nu er det Tina og Frank Switzers hjem, og spor fra fortiden er bevaret.

Tina og Frank Switzer har forvandlet Stadil Gl. Mejeri til 400 kvadratmeter drømmebolig. Hun er indretningsarkitekt, og han trækunstner og produktionsmedarbejder hos Vestas.
Tina og Frank Switzer har forvandlet Stadil Gl. Mejeri til 400 kvadratmeter drømmebolig. Hun er indretningsarkitekt, og han trækunstner og produktionsmedarbejder hos Vestas.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Den gamle dør til kølerummet og et kontrolpanel, der har blinket kraftigt, når mælken var klar. Det er bare nogle af de detaljer, som er bevaret i Stadil Gl. Mejeri.

Tina og Frank Switzer købte det i 2007, og dengang stod det hele stort set, som det altid har gjort.

- For os er det bare et specielt sted, hvor ideer kom frem. Vi skulle bare have det, og vi var ikke bange for at arbejde, fortæller Frank, som selv har stået for størstedelen af renoveringen af det, der nu er deres drømmehjem.

Den enorme stue var tidligere den gamle kærnestue. Smørkærnen stod der, hvor trappen er i dag. Parret har gjort hullet større for at få plads til jerntrappen.
Den enorme stue var tidligere den gamle kærnestue. Smørkærnen stod der, hvor trappen er i dag. Parret har gjort hullet større for at få plads til jerntrappen.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

De sidste liter mælk og smør blev kørt fra Stadil Gl. Mejeri i 1980, men man må stadig gerne kunne se, at det har været et mejeri engang.

- Vi har gjort meget ud af at bevare så meget som muligt, for man skal kunne se, det har været et mejeri. Vi ville gerne have gjort meget mere, men der er forskel på at gå og producere mælk her og så bo her, så vi har været nødt til at isolere og brække gulvet op og andre ting, siger Tina.

Også de gamle fliser er bevaret i det, der engang var kølerummet. Og parret har gjort meget ud af at beholde det industrielle look.

Det gamle kontrolpanel sidder stadig samme sted på væggen, som det har gjort i over 100 år. Det blinkede, når mælken var klar.
Det gamle kontrolpanel sidder stadig samme sted på væggen, som det har gjort i over 100 år. Det blinkede, når mælken var klar.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Spøgelser og hele molevitten

Ud over en masse historie har Tina og Frank også fået noget andet med i købte, nemlig spøgelser.

- Det kommer med spøgelser og hele molevitten, men det er jo det, vi godt kan lide, for der er så meget sjæl at arbejde med. Der er godt nok spøgelser her, og det har der faktisk været alle de steder, vi har boet, fortæller Tina.

Stadil Gl. Mejeri er bygget i 1907. Det fungerede som mejeri ind til 1980.
Stadil Gl. Mejeri er bygget i 1907. Det fungerede som mejeri ind til 1980.
Foto: Privatfoto

For nogen kan det være ret skræmmende, men ikke for familien, som i alt er på fire.

- Vi oplever meget aktivitet og energi i huset, og lige pludselig kan det lyde som om, der går nogen, men det gør der altså ikke. Der har altid været mange mennesker her, og måske er det derfor. Men vi oplever det ikke som noget negativt.

De tager det i stedet som en del af historien.

Køkkenet er samme sted, som det altid har været. Det er for nylig blevet opdateret, men den industrielle stil er bevaret blandt andet med de hvide fliser, som sad på præcis denne måde overalt i mejeriet.
Køkkenet er samme sted, som det altid har været. Det er for nylig blevet opdateret, men den industrielle stil er bevaret blandt andet med de hvide fliser, som sad på præcis denne måde overalt i mejeriet.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Købte mejeriet for 750.000

Parret mødte hinanden i Canada, hvor Frank kommer fra, og hvor Tina som ung arbejdede som au pair. Tina var ikke så meget for at skulle tilbage til Danmark, men det ville Frank, og så begyndte jagten på drømmeboligen.

Først boede de i en nedlagt landejendom, som de renoverede, men de ville gerne finde noget lidt mere specielt som en kirke eller et missionshus. Det endte med det gamle mejeri.

- Vi var lidt for sjov på udkig efter noget andet. Frank fandt det her, og vi faldt bare for det med det samme. Det var i rigtig god stand. Mange af de her gamle mejerier forfalder, men den tidligere ejer har sat en stor ære i at bevare det, selv om det havde været lukket som mejeri i 20 år, fortæller parret.

En del af mejeriet har parret lavet til en enorm udestue med en bar. Her inviterer de ofte hele byen til fredagsbar, når der altså ikke lige er corona.
En del af mejeriet har parret lavet til en enorm udestue med en bar. Her inviterer de ofte hele byen til fredagsbar, når der altså ikke lige er corona.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Efter flere års hårdt arbejde ad flere omgange har de nu forvandlet det over 100 år gamle mejeri til deres drømmehjem på 400 kvadratmeter. Parret vurderer, at det i dag er omkring 2,5 millioner kroner værd.

- Vi synes, det er vildt. Man får virkelig meget for pengene her. Hvis det lå et andet sted, ville det være mange millioner for så mange kvadratmeter.

Se meget mere af det gamle mejeri i andet afsnit af Drømmehjem i videoen nedenfor, hvor vi også besøger en anden over 100 år gammel bolig.

9:23
Går du med tanker om at renovere, så er der måske inspiration at hente her. Et par har nemlig forvandlet et gammelt mejeri i Stadil til bolig, mens en familie i Viborg har fundet tilbage til den gamle, herskabelige stil i en over 100 år gammel patriciervilla.