Få Det Sunget

Deres far var tæt på at dø - så gjorde ornestationens sønner noget, de ikke plejer

De producerer ornesæd til store dele af verden, men det med følelser, det er de ikke så gode til. Nu har Ornestationens Sønner bedt om hjælp fra tv-vært Anders Bro.

0:15
Anders Bro er taget til Mors for at hjælpe Ornestationens Sønner med at give deres far noget af en overraskelse.

De husker alle dagen, som var det lige sket - de fire sønner Johnny, Thomas, Michael og Kenneth Markussen.

Det var midt i julen på Ornestation Mors, da de fik at vide, at de skulle skynde sig til Aalborg. Deres far var på operationsbordet med blodprop i hjertet. 

Han skulle have en akut bypass-operation. Det var ikke sikkert, han ville overleve.

Og så skete det, der ikke måtte ske. Mens han er midt i den store operation, hvor der er åbnet op helt ind til hjertet, får deres far endnu en blodprop samme sted . 

- Så genopliver de ham direkte på hjertet. Så han har været tæt på kanten, fortæller den ældste søn, Thomas Markussen.

Deres far er Andreas Markussen. 

Han er en af nøglefigurerne i den forandring, der har været på Ornestation Mors. De er gået fra at være en lille lokal virksomhed, der leverer ornesæd til landmænd på Mors, i Salling og Thy til i dag at være en international virksomhed med kunder i blandt andet Tjekkiet og Thailand.

Andreas Markussen fra Ornestationen på Mors overlevede tre blodpropper i hjertet.
Andreas Markussen fra Ornestationen på Mors overlevede tre blodpropper i hjertet.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

- Jeg var lige henne og røre ham

Sønnerne er også med i virksomheden. Johnny Markussen er direktør, Thomas Markussen er i produktionen, Michael Markussen står for teknik, og yngste bror Kenneth Markussen står for indkøb og lager.

Da sønnerne nåede frem til deres far, skete der noget, som normalt ikke plejer at ske, når far og sønner er sammen. De overskred en grænse.

- Da han kom hjem fra sygehus, der tror jeg faktisk, jeg gav ham en krammer. Jeg var lige henne og røre ham, fortæller Thomas Markussen.

- Helt alvorligt, har du aldrig krammet ham?

- Det er fandeme ikke mange gange, der er nogle af os, der har. Det går vi ikke sådan og bruger, siger næstældste søn, Thomas Markussen.

Genoplivet tre gange

Tre gange blev deres far genoplivet på sygehuset. Lige der var der brug for et kram. Selv om det normalt ikke er noget, de de sådan går og deler voldsomt ud af på ornestationen.

- Hellere en lammer end en krammer, som sønnen Michael Markussen udtrykker det.

Deres far overlevede de tre blodpropper og kom hjem til Mors. I fem år efter blodpropperne har han knoklet videre med familiens livsværk - Ornestation Mors.

Men nu har Andreas Markussen truffet en beslutning. Han stopper og har indbudt forretningsforbindelser, venner og familie til afskedsreception.

Det har sat de fire sønner i en noget penibel situation. For hvad gør man ved sin far, når man mere er til lammer end krammer og i det hele taget har det lidt stramt med store ord og følelser?

Man ringer til en ven. Eller nærmere bestemt Anders Bro fra programmet "Få det Sunget" på TV MIDTVEST. Han kan nemlig hjælpe med at få sunget lige det, der er lidt svært at få sagt.

Sådan her så det ud, da den musikalske ven Anders Bro trådte ind ad døren på Ornestation Mors for at møde de fire brødre i hemmelighed:

0:18
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Polio og styrt på kontoret

Det er næppe for meget at sige, at farmand Andreas Markussen ikke er, som folk er flest. 

Ikke nok med at han er kommet sig oven på tre blodpropper i hjertet, han har også en anden sygdom, der sætter begrænsninger. 

Når man møder Andreas Markussen, så er han let at kende. Han går med stok og trækker meget på det ene ben. Det skyldes den børnelammelse, han lider af.

Modsat blodpropperne så er lammelsen dog noget, der ind i mellem skaber situationer, som alle - både Andreas selv, familie og venner - kan grine af.

Som dengang han faldt midt på gulvet i kontoret, mens han var ved at tale i telefon, fordi benet pludselig gav efter under ham.

- Så knaldede han ned i reolen, der stod bag ved, så mapper og det hele fløj om ørerne på ham, så gav han telefonen, han havde headset på, til ham ved siden af og sagde: Kan du ikke lige sige, jeg ringer igen, fortæller Michael Markussen.

Se hvordan det gik, da TV-vært Anders Bro besøgte sønnerne på Ornestation Mors og i hemmelighed lavede en sang til deres far i programmet her:

13:11
Der er masser af værkstedshumor på Ornestation Mors. Til gengæld har Ornestationens Sønner det lidt svært, når det handler om de store følelser. Og det er der brug for, når deres far stopper med at sælge ornesæd.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST