Nu har Alice og Uffe endelig fået solgt deres spisested - men det er på en trist baggrund
Alice og Uffe Sørensen har fundet en køber til det spisested, de har drevet i 24 år.
24 år er der gået, siden Uffe og Alice Sørensen for første gang slog dørene op som indehavere af Cafeteriakroen i Hampen - lige ved hovedvej A13.
Til nytår er det slut. Endelig, fristes man vel til at sige, for parret har haft stedet til salg i omkring tre år.
Nu er det nemlig endelig lykkedes for Alice og Uffe Sørensen at sælge Cafeteriakroen, men det sker på en meget trist baggrund. Uffe er nemlig blevet alvorligt syg.
- Han har fået en diagnose, som bestemt ikke er behagelig, fortæller Alice Sørensen til TV MIDTVEST.
Sygdommen har fået parret til at sætte prisen på spisestedet ned.
- Så vi kan få noget tid sammen, siger Alice Sørensen.
Køber fra lokalområdet
Køberen af Cafeteriakroen er Finn Jørgensen, der også er fra lokalområdet.
Han har selv en historie med spisestedet, som går langt tilbage.
- For omkring 30 år siden var jeg arbejdsdreng derude, fortæller Finn Jørgensen, der driver et autoværksted ikke langt fra Cafeteriakroen.
- Jeg kan godt lide at holde gang i de lokale ting. Det ville være synd, hvis Cafeteriakroen skulle lukke, og det bare blev sådan en spøgelsesbygning, slår han fast.
Finn Jørgensen fortæller også, at han agter at føre spisestedet videre i samme stil som nu.
Og det er noget, som lyder godt hos de nuværende ejere.
- Det taler da til vores hjerter, når nu vi har haft det i så mange år, siger Alice Sørensen - og føjer til:
- Så er der en sten mindre i hjertet på os.
Finn Jørgensen overtager Cafeteriakroen ved årsskiftet.