Mus lukkede Burger King Brande - her er resultatet af Fødevarestyrelsens besøg

Fødevarestyrelsen brugte knap to timer på at undersøge om alt var i orden.

Burger King Brande holdt lukket i flere dage.

Fødevarestyrelsen har nu aflagt besøg hos Burger King i Brande, der i begyndelsen af november lukkede midlertidigt efter besøg af et skadedyr.

Det fremgår af en kontrolrapport på styrelsens hjemmeside.

TV MIDTVEST omtalte første gang den ubudne gæst - en mus - 1. november, da der i den lokale Facebook-gruppe for Brande blev spekuleret i årsagen til fastfood-restaurantens lukkede døre.

Fanget efter flere dage

I den forbindelse oplyste kommunikationsansvarlig Marcus Voldum fra Burger King Danmark, at det havde været lidt af en udfordring at få styr på den lille mus.

- Den har gemt sig godt og har været meget svær at fange, forklarede han.

Først fire dage efter, musen blev spottet, lykkedes det at fat på den. Herefter fulgte en gang grunding rengøring, som Fødevarestyrelsen har kontrolleret.

I rapporten fremgår det, at Fødevarestyrelsens kontrollanter brugte en time og 50 minutter på et kontrollere restauranten, der ligger tæt på motorvejen.

Fødevarestyrelsens besøg fandt sted 4. november, og det var ifølge rapporten en ordinær kontrol i forbindelse med en såkaldt kædekontrol.

Samme resultat som sidst

Undervejs kontrollerede Fødevarestyrelsen blandt andet rengøring samt hygiejne.

Derudover tjekkede man restaurantens skadedyrssikring af yderdøre og vinduer.

I alle tilfælde har der ikke været noget at bemærke, lyder det i rapporten, der er blevet offentliggjort på styrelsens hjemmeside.

Dermed beholder Burger King Brande sin glade smiley, der viser, at der ikke er nogen anmærkninger.

Burger King Brande åbnede i 2019.