Fra lam til årets cyklist: Nu er Allan ansat på førende virksomhed
For 30 år siden kørte Allan Michael Nielsen galt. Han blev lam og sad i kørestol. Men han kæmpede sig tilbage, og blev årets cyklist i Thisted kommune syv år senere. I dag passer han et fleksjob hos Cimbria.
Man kan godt høre, at han snøvler lidt, når han snakker. Og man kan også godt fornemme, at han ikke bevæger sig helt så frit som de fleste andre.
Men ellers tror man ikke på, at Allan Michael Nielsen blev lam i højre side og måtte sidde i kørestol efter en trafikulykke i 1993.
- Jeg har altid været et friluftsmenneske. Jeg har gået en del på jagt og har fisket meget. Og jeg havde to små børn på henholdsvis to og fire år. Så der var motivationen for at komme ud af den kørestol, fortæller han.
Han rejste sig fra kørestolen allerede efter et halvt år. Han havde lidt førlighed i højre arm, og i begyndelsen vraltede han afsted og fortæller, at det så sjovt ud, når han gik. Men han var fast besluttet på at komme tilbage til et normalt liv.
- Hver sejr gav blod på tanden til at gøre noget mere, siger han.
Allan Michael Nielsen var førtidspensionist og fik revalidering, mens har var tilknyttet det, der dengang hed ”TARI” (Thisted Amts Revalideringsinstitution). Han boede 24 km fra centret, men var fast besluttet på at cykle til og fra arbejde.
- Jeg kørte galt i 1993, og i år 2000 blev jeg årets cyklist i Thisted kommune. Jeg cyklede 48 kilometer om dagen. Det var også en motivation for sig. Det er jeg stolt af.
Et sted at geare ned
Vi møder ham på Cimbria, der overtog revalideringsinstitutionen for godt seks år siden, og her fulgte Allan Michael Nielsen med.
I dag kalder Cimbria det for ”Afdeling 30”, og det er et sted, hvor der foruden folk med psykiske eller fysiske skavanker også er medarbejdere fra Cimbria, der har brug for at geare lidt ned på den sidste del af deres arbejdsliv. Men Allan Michael Nielsen er godt tilfreds med sin ”nye” arbejdsgiver.
- Det er guld værd at have noget at stå op til hver dag. Og jeg var så heldig, at dengang Cimbria overtog det, blev jeg lært op til fleksjobber. Og det er jeg rigtig glad for.
Det samme er Cimbria.
- Vi gør det jo, fordi der er en masse mennesker, der har brug for at være på nedsat tid, når de bliver ældre eller har nogle fysiske eller psykiske skavanker, der gør det lidt træls for dem.
- Dem kan vi have en masse glæde af, og de har en glæde af at komme på arbejde og udfylde en plads, fortæller Mogens Bliksted, der er værkførerassistent på ”Afdeling 30”.
I dag er der 20 medarbejdere i afdelingen, der laver dele til Cimbrias fire hovedprodukter: Rensemaskiner til afgrøder, korntørrerier, transportbånd og siloer.
Allan Michael Nielsen tør slet ikke sætte tal på, hvor mange kilometer kæde til transportbånd, han har lavet. Men det er rigtig mange.
Mød Allan Michael Nielsen og Cimbria i TV MIDTVEST programmet Fast Arbejde.