Fra pædagog til destillatør: - Som whiskynørd er det mit drømmejob
Mathias De Giorgi Madsen var egentlig uddannet socialpædagog, men hans kærlighed til whisky fik ham til at skifte karriere.
Hvis man virkelig elsker whisky, så må det også være drømmen at tjene penge på at lave den.
Og sådan er det for Mathias De Giorgi Madsen, der ellers er uddannet socialpædagog.
- Jeg havde brug for et sporskifte, og det kunne jeg mærke, fordi jeg kom på Thy Whisky på frivillig basis til at starte med, da jeg flyttede til Thy i 2019, og lige så stille så fik jeg mere med ejerne at gøre, eller jeg kom mere rendende, griner han og fortsætter:
- Og de sidste 10 år har jeg været interesseret i whisky og nydt whisky, og så mente de, at jeg var egnet til at blive tilføjet til familien herude.
Mathias De Giorgi Madsen kender hele processen fra korn til whisky, for Thy Whisky er et "single estate whiskydestilleri", som betyder, at alle dele af produktionen foregår på gården.
Se processen i billeder nedenfor.
Beskriver sig selv som whiskynørd
Efter ansættelsen ved Thy Whisky startede Mathias De Giorgi Madsen som rundviser og butiksassistent i gårdbutikken.
- Senere kom jeg ud i produktionen som brygger og destillatør, og nu har jeg også ansvaret for whiskylageret.
- Som whiskynørd er det mit drømmejob. Der er hele tiden noget nyt at lære, hvis man er nysgerrig, og det er jo en virksomhed, som hele tiden er i vækst, så der er nye tiltag, og på den måde sker der mange forskellige ting. Det er en sjov arbejdsplads, og ingen er for fine til at hjælpe med noget, forklarer han.
Thy Whisky bliver produceret på gården Gyrup i Thy, som er en slægtsgård, hvor den ottende generation nu bor.
Det er søstrene Marie Stjernholm og Ellen Nicolajsen, som er opvokset på gården, der sammen med deres mænd, Jakob Stjernholm og Andreas Nicolajsen, ejer virksomheden.
Thy Whisky startede i 2010.
Bliv klogere på mange flere virksomheder i Midt- og Vestjylland ved at klikke nedenfor.