Først da hans mor døde, kom han ud af sit misbrug: Nu vil han forhindre, at andre ender som ham

I halvdelen af hans liv har stoffer og alkohol styret hans liv. Nu gør han, alt hvad han kan, for andre ikke skal begå de samme fejl.

0:37
Frederik Poulsen er netop flyttet tilbage til sin fødeø Mors, hvor han bor sammen med sine tre katte.
Foto: Tobias Malte Kristensen, TV MIDTVEST

Denne artikel er en del af serien ”Fik du læst?”. Vi har fundet de bedste historier frem fra gemmerne til din sommer.

Der findes stort set ikke det stof, som Frederik Poulsen ikke har prøvet.

- Til sidst var jeg ligeglad med, hvad jeg gjorde ved min krop, og hvad jeg puttede i den. Det eneste der betød noget, var at slukke for det jeg følte indeni, forklarer han om sin fortid.

Og i 20 år var det stoffer og alkohol, der styrede hele hans liv.

I dag har han været clean i otte år, ligeså langt tid, som hans mor har været død.

- Åha, hvis hun bare kunne have set mig den dag i dag, siger han.

Men på trods af gentagne forsøg på at komme ud af sit misbrug, var det først da moren døde af kræft for otte år siden, at det for alvor lykkedes ham.

- Jeg ramte ligesom bunden. Hendes død vækkede noget indeni mig, der gjorde jeg kunne komme tilbage til livet, siger Frederik Poulsen fra Mors.

Fra narkoman til blogger

Frederik Poulsen føler sig heldig.

Heldig over, at stofferne ikke slog ham ihjel, heldig over at have haft gode folk omkring sig, og heldig over at leve i et samfund, der har har hjulpet ham.

På sin blog deler Frederik Poulsen mange af sine gamle billeder og skriver om forskellige tidspunkter i sit liv.
På sin blog deler Frederik Poulsen mange af sine gamle billeder og skriver om forskellige tidspunkter i sit liv.
Foto: Tobias Malte Kristensen, TV MIDTVEST

Derfor har han også et behov for at give noget tilbage, og det forsøger han nu i form af sin blog "Sommerfuglen - Fri og Clean".

- Jeg har kostet samfundet millioner af kroner. Dem kommer jeg aldrig til at kunne betale tilbage, siger Frederik Poulsen og forsætter:

- Så har jeg tænkt meget over, hvordan jeg så kan bidrage.

Det blev så ved hjælp af hans blog, hvor han skriver om sit liv som stofmisbruger, mislykket far og menneske.

- Det var selvfølgelig ikke noget jeg valgte, men min uddannelse var at blive misbruger, og det ved jeg en masse om.

Tror du egentlig, at et blogindlæg hjælper noget?

- Det håber jeg. Altså hvis jeg bare kan forhindre et enkelt menneske i at ryge ud i misbrug, så er det det hele værd, siger Frederik Poulsen.

0:25
Foto: Tobias Malte Kristensen, TV MIDTVEST

Misbrugets konsekvenser

Frederik Poulsen ved om nogen, hvad prisen for et misbrug kan være. 

For 23 år siden fik han sin søn og senere en datter. Dengang valgte han stofferne frem for sine børn.

- Det er min største fortrydelse, at jeg ikke har været far for mine børn.

3:44
Se hele indslaget om Frederik Poulsen her.

Han har stadig kontakt med sin søn, men ser ikke sin datteren den dag i dag.

- Jeg ville ønske, at den mand jeg er i dag, kunne have været far for mine børn, for så er jeg ikke i tvivl om, at jeg kunne have været der 100 procent for dem. Men det kunne jeg ikke dengang, og det var jeg ikke, siger han.

Men ændre på fortiden, det kan han altså ikke, så i stedet skriver han om den.

- Det hjælper også mig selv at skrive om alle de her ting. Det er ligesom terapi, siger han.