Kristendemokrat kritiserer Indre Mission for manglende opbakning

Der har manglet støtte og stemmer til Kristendemokraterne fra det kristne bagland, mener folketingskandidat Karlo Brondbjerg.

2:13
Karlo Brondbjerg (KD) er skuffet over, at Kristendemokraterne ikke får en bedre omtale i Indre Missions magasin Impuls.
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

Det er 21 år siden, Kristendemokraterne sidst blev valgt til Folketinget, og heller ikke denne gang lykkedes det at komme over spærregrænsen på to procent. 

Vælgerne gav nemlig kun Kristendemokraterne 0,5 procent af stemmerne på landsplan, og det får nu en af partiets kandidater til at rette skarp kritik mod sit kristne bagland.

Han mener ikke, det har leveret den nødvendige opbakning til Kristendemokraterne.

- Jeg har på fornemmelsen, at det især er vores kirkelige bagland og forskellige interesseorganisationer, der den her gang har vendt tommelfingeren nedad, siger Karlo Brondbjerg, der bor i Herning, men har været opstillet i Nordjyllands Storkreds.

Artikel har fjernet fokus

Han hæfter sig især ved det indremissionske blad Impuls, der i sin seneste udgave bragte en stor artikel med tidligere formand for Kristendemokraterne Isabella Arendt, som tidligere i år skiftede parti til Konservative.

Ifølge Karlo Brondbjerg er Kristendemokraterne kun nævnt én gang i den artikel, og det er i en sætning, hvor der står, at hun har vraget det kristne parti til fordel for Konservative. Og den slags omtale kan have fjernet fokus fra Kristendemokraternes politik og fået kernevælgere til at springe fra, mener han.

- Jeg har på fornemmelsen, at det mere og mere fylder for dem, at de ikke vil spilde deres stemme, og derfor vrider de deres tanker for at finde alternative løsninger, siger han.

Indre Mission: Vi vil ikke styre, hvad kristne skal stemme

Kritikken preller af på Indre Missions kommunikationschef, Asbjørn Asmussen, for ifølge ham kan der ikke blive tale om at give Kristendemokraterne en særstatus i forhold til andre politiske partier.

- Det, vi tror på som kristne, kan komme til udtryk i både venstreorienterede og højreorienterede holdninger, og det er vi nødt til at respektere og anerkende hinanden for. Ellers begynder vi at sætte nogle begrænsninger for, hvem der er rigtige og ordentlige kristne, og det vil vi simpelthen ikke, siger han.

Og det er da langtfra heller ikke sikkert, at en større opbakning fra de kirkelige organisationer ville have ændret på valgets resultater, mener landsformanden for Kristendemokraterne.

- Det er klart, at det havde trukket i den rigtige retning af folk, der pegede på, at det var vigtigt at få Kristendemokraterne i Folketinget. Jeg vil så sige, at vi er så langt fra spærregrænsen, at den primære forklaring jo er, at folk har mistet troen på, at det kan lade sig gøre, siger formand Marianne Karlsmose.

I alt 18.276 satte deres kryds ved Kristendemokraterne.