Radikale imod Støjbergs ”københavnske saloner” – nu åbner de jysk salon som modsvar
Radikale Venstre er træt af Støjbergs ”københavnske saloner” og patent på jyder. Så nu har partiet åbnet en jysk samtalesalon som modsvar.
- Det er ikke altid, at jeg i hvert fald kan se mig selv i det, der fylder på Christiansborg. Men heller ikke i de debatter, der foregår blandt eliten i de fine saloner i København. Der er med andre ord simpelthen blevet for langt fra Christiansfeld til Christiansborg.
Sådan siger Inger Støjberg i en video, når man kigger i Danmarksdemokraternes partiprogram. Og de "københavnske saloner" er blevet omtalt mange gange i valgkampen allerede.
Men det er ikke noget, Støjbergs politiske modstandere fra Radikale Venstre kan genkende, som nu har behov for at svare igen.
- Jeg mener, at det er en falsk modsætning at sige, at jyder og københavnere er på bestemte måder, siger Kathrine Olldag (B).
København mod resten?
Partiet har derfor som modsvar til Inger Støjbergs ”københavnske saloner” etableret en jysk samtalesalon på gågaden i Herning, hvor de inviterer til ”smørrebrød og hyggesnak om samfund og jyderi”, som de skriver på plakaten.
- Saloner og samtaler findes i hele Danmark. De foregår også i Brugsen, i forsamlingshuset, overalt hvor mennesker mødes snakker vi om vores samfund. Så for mig er det en absurd opdeling at dele Danmark op i et ”København mod resten”, argumenterer Kathrine Olldag (B).
Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne er dog klar til at forsvare Støjbergs salon-diskurs.
- De københavnske saloner er jo sådan en metafor for, at de diskussioner der foregår i København, på Christiansborg og i miljøet rundtom, er blevet for verdensfjern i forhold til, hvad der fylder ude hos danskerne, siger Dennis Flydtkjær (DD).
- Vi prøver at løfte en dagsorden, der er mere væsentlig for folk, der bor i landdistrikterne. Jeg møder danskere, der siger, at det faktisk er rigtig positivt, at vi prøver at få en bedre balance mellem by og land, forklarer han og nævner som eksempel diskussionen om gamle sexisme-sager som noget, der fylder for meget på Christiansborg efter hans mening.
Kathrine Olldag (B) mener derimod, at alt der diskuteres på Christiansborg netop vedrører alle danskere, og at geografiske skel i den sammenhæng er forfejlet.
- Vi mener i Radikale Venstre, at de vigtige og relevante spørgsmål er uddannelse, trivsel, klima og arbejdspladser – og det gælder jo i hele Danmark.
Og hun mener, at Danmarksdemokraternes partiprogram skaber unødig splittelse.
- Jeg håber, at vi begynder at forstå hinanden og os selv som en del af ét land. Jeg synes ikke, at de politiske dagsordener skal splitte os, men i stedet samle os