Medier: Venstres kerneland vil af med Lars Løkke og Kristian Jensen
Bestyrelsen for Venstre i Region Midtjylland mener, at partiet har brug for en ny formand og næstformand, skriver Ekstra Bladet og Jyllands-Posten.
Formand Jens Nicolai Vejlgaard ville ikke sige noget om resultatet, da bestyrelsen for Venstre i Region Midtjylland mandag holdt krisemøde på Paarup Kro.
Men ifølge flere medier var konklusionen blandt deltagerne klar: Venstre har både brug for en ny formand og en ny næstformand.
Ekstra Bladet skriver, at samtlige de tilstedeværende var enige om, at både formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen skal udskiftes.
En enkelt kommuneformand deltog ikke i mødet, men vedkommende er ifølge Ekstra Bladet enig i konklusionen.
Jyllands-Posten skriver, at den midtjyske regionsbestyrelse er enig med Lars Løkke Rasmussen i, at partiets landsmøde bør rykkes frem. Men flere mødedeltagere fortæller til avisen, at der ikke var til støtte til Lars Løkke som formand eller Kristian Jensen som næstformand.
Indtil videre har ingen modkandidater meldt sig på banen, men en af mødedeltagerne siger til Jyllands-Posten, at der "er mange gode mennesker i Venstre".
Mødet i den midtjyske regionsbestyrelse var ventet med stor spænding, fordi der i høj grad er tale om Venstres kerneland, og fordi næstformand Kristian Jensen bor og er valgt i Herning.
Den interne uro i Venstre blussede for alvor op, da Kristian Jensen i et interview med Berlingske lagde afstand til Lars Løkke Rasmussens tanker om et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokraterne - en udmelding som han senere beklagede på Venstres sommergruppemøde.