Politisk uro i Venstre: Få overblik over den ugelange formandskrise

En opsigtsvækkende bog med en opsigtsvækkende udmelding fra den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, var startskuddet til den uro, der nu i ugevis har præget Venstre.

I mere end tre uger har uroen i Venstre præget mediebilledet. Få et overblik over sagen her.
I mere end tre uger har uroen i Venstre præget mediebilledet. Få et overblik over sagen her.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I mere end tre uger har uroen i Venstre præget mediebilledet og snakken rundt om spisebordet.

Nu melder Lars Løkke Rasmussen så endeligt ud, at han genopstiller som formand for Venstre – og samtidig opfordrer han nu til, at partiets landsmøde fremrykkes, så det afholdes inden Folketingets åbning den 1. oktober i stedet for i november som ellers planlagt. 

Men hvad er gået forud for de her hektiske uger i Danmarks største borgerlige parti? 

Få overblik over forløbet her:

  • 7. maj
    Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen udskriver folketingsvalg til afholdelse den 5. juni.
  • 15. maj
    Samtalebogen ”Befrielsens Øjeblik” bliver udgivet. Her lukker daværende statsminister Lars Løkke op for sine tanker forud for folketingsvalget. Han siger blandt andet, at et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre er et ”rigtigt forslag”. Den socialdemokratiske statsministerkandidat, Mette Frederiksen, afviser idéen.
3:07
Statsministeren smed endnu en valgbombe på valgkampens næstsidste dag
  • 4. juni
    Løkke fortæller, at hans førsteprioritet er at danne regering hen over midten med Socialdemokratiet. Igen afviser Mette Frederiksen frieriet.
  • 5. juni
    Rød blok vinder valget. Blå blok taber regeringsmagten, selvom Venstre får et flot valg og går ni mandater frem.
  • 5. august
    Venstres folketingsgruppe vælger partiets ledelse. Jakob Ellemann-Jensen, Kristian Jensen og Sophie Løhde udnævnes til henholdsvis politisk ordfører, gruppeformand og gruppenæstformand.
  • 8. august
    Dagen før Venstres sommergruppemøde bringer Berlingske en artikel, hvor Kristian Jensen i et interview undsiger Lars Løkke og hans tanker om en mulig SV-regering. Derefter bryder uroen ud i offentligheden.
  • 9. august
    Venstre holder sommergruppemøde. Flere medier erfarer undervejs, at partiets nestor, tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen, har opfordret Kristian Jensen til at gå af som næstformand og gruppeformand. Claus Hjort Frederiksen kalder Jensen for illoyal. Men både Løkke og Kristian Jensen slår på et efterfølgende pressemøde fast, at det delte formandskab i Venstre står fast. Begge vil stille op til genvalg på deres respektive poster på partiets landsmøde til november, lyder det.
  • 0:32
    Claus Hjort Frederiksen kræver, at Kristian Jensen trækker sig som næstformand og bliver kaldt illoyal
  • 11. august
    Claus Hjort Frederiksen skriver på Facebook, at det delte formandskab er fortid.
  • 12. august
    Til TV MIDTVEST siger Kristian Jensen, at formandskabet er uændret.
  • 3:31
    Der er stadig et delt formandskab i Venstre. Det slår næstformand Kristian Jensen fast. Dermed går han i rette med Claus Hjort Frederiksen.
  • 15. august
    Claus Hjort Frederiksen skriver på Facebook, at der ikke længere er behov for ændringer i Venstres ledelse. Det er han kommet frem til efter et møde i Venstres forretningsudvalg, hvor emnet blev drøftet. I en intern mail til partimedlemmerne skriver Løkke, at "den seneste uge ikke har været god for os". Og han tilføjer: "Der har været alt for meget fnidder og medietumult i forbindelse med folketingsgruppens konstituering og det efterfølgende sommergruppemøde. Det skal vi nu have lagt bag os!".
  • 2:31
    Politisk kommentator Hans Engel bemærker, at de tidligere ministre, der normalt bakker op om Kristian Jensen, er tavse i den verserende uro i Venstre.
  • 17. august
    Venstre-baglandet mener, at både Kristian Jensen og Claus Hjort Frederiksen har handlet illoyalt og burde have holdt deres udtalelser internt. 
  • 17. august
    Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, nævnes som en mulig ny formand for partiet.
  • 18. august
    Løkke siger i interview til avisen Danmark, at han selv kunne have gjort mere for at undgå krisen i Venstre. "Jeg tog for let på det hen over sommeren", siger Løkke.
  • 19. august
    Fire medlemmer af Venstre står frem med navn i Jyllands-Posten og kræver Løkke afsat som formand og Kristian Jensen afsat som næstformand. Kommuneforeningsformand i Venstre i Holstebro, Mette Marie Thomsen, udtaler til TV MIDTVEST, at hun savner luftforandring.
  • 2:51
    Flere Venstre-folk stiller sig nu frem og vil have både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen skiftet ud i toppen af partiet.
  • 21. august
    Venstre-baglandet holder landet over krisemøder og diskuterer formandskabet i partiet.
  • 25. august
    Lars Løkke Rasmussen annoncerer, at han vil fortsætte som formand for Venstre, og at han ønsker at fremrykke partiets landsmøde, så det afholdes inden Folketingets åbning i oktober.