Efterforskningsleder mener fortsat, man kan være tryg

Lars Boe Larsen holder fast i, at man kan tage i byen i Herning. Han opfordrer dog folk til altid at have en plan for, hvordan man kommer hjem.

Collage bortførslse m betjent
Foto: Collage: Jens Svenning, TV MIDTVEST

- Det er meget alvorligt, at der er to lignende hændelser på knap en uge.

Sådan lyder det fra Lars Boe Larsen, der er leder af Central Efterforskning hos Lokalpolitiet i Herning.

På bare fem døgn er to unge kvinder forsøgt bortført i Herning af lignende gerningsmænd. Men man kan fortsat færdes som normalt, siger efterforskningslederen.

- Man skal gøre, hvad man plejer og følge de råd, vi plejer at give - at man går sammen med andre hjem eller laver aftaler om at blive afhentet.

Efter den første episode natten til søndag sagde efterforskningslederen, at Herning er en tryg by, og det har den nye episode ikke ændret på.

- Det mener jeg stadig, siger han.

Forstår godt utrygheden

Således er der ifølge efterforskningslederen heller ingen grund til at blive hjemme denne fredag, hvor der er J-dag, som lokker mange på byens beværtninger.

- Man skal ikke ændre på sine planer, men klart gøre sig nogle tanker om, hvordan man går i byen og kommer hjem igen, siger Lars Boe Larsen

Selvom han ikke synes, at man bør frygte at bevæge sig rundt i Hernings gader, så forstår han godt bekymringerne hos mange af byens borgere.

- Jeg forstår folks utryghed. Det er vi meget opmærksomme på. Vi gør alt, hvad vi kan for at finde frem til bilen og personerne, forsikrer han.

- Vores opgave er blevet større, og vi intensiverer vores efterforskning.

Efter i søndags lød meldingen også, at man ikke ville opruste sin tilstedeværelse i byen. Hvorvidt man gør det nu, vil Lars Boe Larsen ikke kommentere nærmere på i dag.

Hvor mange er I til stede i nattelivet i aften?

- Vi er de antal patruljer, vi føler, vi skal være. Vi er talstærkt til stede.

Politiet arbejder intens på at finde bilen og personerne, der har relation til den. Samtidigt er de altså talstærkt til stede i bymiljøet - både synligt og civilt.

De hører meget gerne fra vidner på nummeret 1-1-4.