Folk efterlod deres hunde til Vingegaard-fejring: Politiet truer med kennel
Nogle valgte at efterlade deres hunde uden for festpladsen.
Det var meldt ud på forhånd, at hunde og andre kæledyr ikke var velkomne på selve festpladsen til torsdagens store fejring af Jonas Vingegaard i Glyngøre.
Den besked lader dog til ikke at være nået alle de fejrende i Glyngøre.
- Vi har haft lidt udfordringer med, at folk ikke har forstået, at de ikke må have hund med ind på pladserne, siger politiets indsatsleder, Kent Hvam.
Der er ifølge indsatslederen nogle stykker, der foruden for cykelstjernes ankomst endte med at binde deres hunde fast til lygtepæle uden for pladsen og efterfølgende efterlod dem, da de fandt ud af, at dyrene ikke måtte komme med ind på pladsen.
Det advarer indsatslederen på det kraftigste mod, at man gør.
- Vi får den fjernet og sender den på en kennel for ejerens regning, siger han.
Han vurderer, at der klokken 15.30 er omkring 17-18.000 mennesker på festpladsen ved byens stadion, mens der på ruten op til vurderes at være op mod 5.000.