Affyrede fyrværkeri mod ambulance: Nu er to personer sigtet

Torsdag aften blev en ambulance beskudt med fyrværkeri fra en bil i Herning. Føreren og en passager har nu meldt sig selv.

Politiet har sigtet to personer for fareforvoldelse, efter de skød fyrværkeri af mod en ambulance.
Politiet har sigtet to personer for fareforvoldelse, efter de skød fyrværkeri af mod en ambulance.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Føreren af en sølvgrå VW Golf og en passager er sigtet for at have skudt fyrværkeri af mod en ambulance. Føreren er en 20-årig mand fra Videbæk, mens passageren er en 17-årig mand ligeledes fra Videbæk. 

- Vi ved ikke helt endnu, om de havde aftalt, at de ville gøre det, siger Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Hændelsen skete torsdag aften klokken 20:15 på Dronningens Boulevard i Herning. Her kom en ambulance kørerende mod Regionshospitalet med en patient i bårerummet, da den pludselig blev beskudt med noget eksplosivt på forruden.

Skuddet kom fra en sølvgrå VW Golf, der netop havde overhalet ambulancen. Ingen kom til skade under hændelsen, men ambulanceføreren var ved at miste herredømmet over køretøjet under beskydningen.

- Det er helt uanstændigt. Der kører en ambulance, der er ude for at hjælpe en borger, og at man så laver sådan et nummer. Det er ikke i orden, sagde vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj til TV MIDTVEST torsdag aften.

Ambulanceføreren nåede at se nummerpladen på bilen, og efter hændelsen opfordrede politiet derfor føreren af bilen til at melde sig selv, hvilket både han og en af to passagerer gjorde.

De er nu sigtet efter straffelovens § 252 for at forvolde fare for liv og førlighed.

- De har ikke kunnet vide, hvordan det ville komme til at påvirke, at de skød fyrværkeri af mod ambulancen. Det er midt inde i byen, hvor der også er andre mennesker og bygninger, der kunne være kommet til skade, siger vagtchef Jens Claumarch.