Bjarne måtte fyre seks på grund af farlig ismaskine – nu er de ansat igen

Bjarne Bjergfelt måtte fyre seks unge på grund af farlig ismaskine. Nu er de alle ansat igen, og der er brug for flere.

Bjarne Bjergfelt står her ved siden af den ismaskine, der har kostet seks medarbejdere jobbet.
Bjarne Bjergfelt står her ved siden af den ismaskine, der har kostet seks medarbejdere jobbet.
Foto: Bjarne Bjergfelt/privatfoto

En softicemaskine var årsagen til, at Bjarne Bjergfelt i efteråret måtte fyre seks unge ansatte i sin specialvarebutik Unyttigt.dk i Arnborg.

Det er forbudt for unge under 15 år at fylde et bæger med softice og krymmel, hvis de står bag disken i en forretning, der sælger is. Det fandt han ud af, Arbejdstilsynet kom på besøg.

Noget, der har været et samtaleemne nærmest lige siden.

- Det har været en følelsesladet periode, og det har virkelig været et omdrejningspunkt i butikken lige siden. Vi var alle sammen trætte af det og forstod det ikke, fortæller Bjarne Bjergfelt til TV MIDTVEST.

Men nu er de unge mennesker blevet ansat igen. Det skriver Herning Folkeblad, og Bjarne Bjergfelt bekræfter det også over for TV MIDTVEST.

Fra nytår trådte nye regler i kraft for unges fritidsjob. De betyder, at unge, der er fyldt 13 år, godt må arbejde i nærheden af softicemaskiner.

- Det er rigtig godt, og jeg er meget glad. Det var ikke en sjov ting at skulle sende dem hjem.

Men han forstår stadig ikke, hvorfor de unge ikke måtte betjene ismaskinen.

- Det mest åndssvage var, at hvis vi stillede softicemaskinen ude midt på gulvet, så må alle betjene den, men hvis nogen skal have løn for det, så er det anderledes.

Kan ikke overleve uden

Alle de unge mennesker har sagt ja til at komme tilbage til deres arbejde i specialvarebutikken, der sælger alt fra is og slik til sodavand, kaffe og pølser. Og det betyder alt for ejeren.

- Jeg kan godt lide at arbejde med de unge mennesker og lære dem nogle menneskelige kundskaber, men det er også nødvendigt for, at butikken kan løbe rundt.

Lige nu har han mellem 12 og 14 unge under 18 år tilknyttet, men han får brug for dobbelt så mange til sommer.

- Der får vi rigtig travlt, og der er heldigvis allerede kommet flere ansøgere, fortæller han.

Bjarne Bjergfelt fik to påbud, da Arbejdstilsynet var på besøg 10. september. Det ene altså for, at de unge arbejdede i ”farlig nærhed” af ismaskinen, mens det andet gik på arbejdstimerne.

Med de nye regler må unge, som er fyldt 15 år og har afsluttet folkeskolen, nu også arbejde på skæve tidspunkter. Men det mangler Bjarne Bjergfelt stadig at blive klogere på.

- Vi mangler endeligt overblik over, hvad den nye lov indeholder. Jeg skal på kursus snart, hvor jeg finder ud af det. For lige nu har jeg heller ikke endeligt overblik, hvor meget de må arbejde om aftenen og i weekenden, som vi også har meget brug for, siger han.