Blue Fox gik kold til sidst: Fire gyldne minutter sikrer Aalborg sejren i Herning

Herning Blue Fox førte med et enkelt mål i tredje periode mod Aalborg Pirates, inden udeholdet satte turboen på.

(Arkivfoto).
(Arkivfoto).
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Herning Blue Fox var foran med et enkelt mål hjemme mod Aalborg Pirates i Metal Ligaen, men på fire gyldne minutter tidligt i tredje periode fik nordjyderne vendt det godt og grundigt på hovedet.

Tre scoringer på lidt under fire minutter sikrede sejren, som til slut endte på 3-2.

Dermed har Aalborg de maksimale seks point for to kampe, mens opgøret var Hernings første i sæsonen.

Det var Patrick Madsen, som et kvarters tid inde i første periode sendte hjemmeholdet på vinderkurs.

Den kurs holdt også gennem hele anden periode, men Aalborg kom buldrende ud til sidste periode. På lidt under fire minutter blev det hele vendt på hovedet.

Der var kun spillet lidt over et minut af tredje periode, da Nikolaj Carstensen udlignede og kickstartede gæsterne.

1 minut og 21 sekunder senere tog nordjyderne føringen ved landsholdsspilleren Julian Jakobsen, og yderligere 1 minut og 36 sekunder senere blev det 3-1 ved Victor Panelin-Borg.

En gedigen spand koldt vand i hovedet på herningspillerne, som dog fik stoppet blødningen.

Det gjorde, at Oskar Drugge med små ti minutter igen kunne genoprette spændingen med en reducering.

Hjemmeholdet indledte et stormløb mod Aalborgs mål i kampens slutning for at tvinge kampen i overtid, men det blev ikke til flere scoringer i kampen, der bød på 17 udvisninger.

/ritzau/