Christian lå død i sin lejlighed, mens hans far ringede

Christian Damgaard Egholm døde 22 år gammel i sin lejlighed i Herning. Hans liv har inspireret sanger til ny støttesang.

Christian Damgaard Egholm blev 22 år.
Christian Damgaard Egholm blev 22 år.

Mogens Damgaard Egholm er stolt.

Stolt af sin søn. Og stolt over at han kan inspirere andre så meget, at der nu er lavet en sang, som tager udgangspunkt i sønnen Christians korte liv.

- Jeg er både meget stolt, beæret og taknemmelig over, at nogle vil gøre sådan noget for min søn, siger Mogens Damgaard Egholm.

Egentlig kunne historien om Christian Damgaard Egholm være en historie, som kun den nærmeste familie kunne huske.

Christian døde 22 år gammel i en lejlighed i Herning. Han var misbruger.

Men han var også så meget andet.

- Han var sådan en smittende fyr, som bare altid havde sådan et kæmpestort smil på, fortæller musiker Joakim Lykke.

Joakim Lykke mødte den unge Christian på Potentialehotellet i Lund ved Herning. Potentialehotellet er et herberg, hvor hjemløse og udsatte unge kan få en seng.

Joakim var med til at starte stedet. Christian boede der.

Den 28. marts udgiver Joakim Lykke sangen "Highway 15", som blandt andet handler om Christian og hans alt for korte liv. Overskuddet fra sangen går til SIND - Landsforeningen for Psykisk Sundhed  

Christians far er sikker på, at det er et projekt, som Christian alle dage ville have bakket op om.

- Han danser oppe i himlen og kigger ned. Det er jeg sikker på, siger Mogens Damgaard Egholm.

Joakim Lykke udgiver sangen "Highway 15", der er inspireret af Christians liv og død. Overskuddet går til at støtte SIND.
Joakim Lykke udgiver sangen "Highway 15", der er inspireret af Christians liv og død. Overskuddet går til at støtte SIND.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Christian tog ikke telefonen

- Vi havde et kanongodt forhold.

Sådan siger Mogens Damgaard Egholm om sin søn Christian. 

Mogens fortæller, at sønnens misbrug begyndte, da han var omkring de 14 år. Hash og alkohol var de foretrukne rusmidler.

Efter sit ophold på Potentialehotellet kom Christian Damgaard Egholm så meget på fode, at han flyttede i egen lejlighed i Herning. Det var i 2017.

Den 26. december 2017 om aftenen ringede Mogens til sin søn. Han fik sønnen i røret, men han havde ikke rigtigt tid til at tale med sin far.

- Far, jeg ringer i morgen. Jeg er lige ude med drengene og få lidt øl, lød det fra Christian.

Men han ringede aldrig. Hverken dagen efter. Eller den næste dag. Og når Mogens ringede til sin søn blev telefonen ikke taget.

Blev fundet på badeværelset

På dag tre blev Mogens bekymret for sin søn. Han ringede til Blå Kors, hvor Christian plejede at spise. De havde ikke set ham i tre dage, lød svaret.

- Så ringede jeg til politiet og fortalte, at jeg ikke havde hørt fra ham i tre dage, siger Mogens Damgaard Egholm.

- Så tog politiet ud og kiggede. De fandt ham ude på badeværelset, fortæller faderen.

Den officielle dødsdag er den 29. december 2017. Mogens Damgaard Egholm er sikker på, at sønnen døde nogle dage før.

- Han har været væk siden den 27. om morgenen. Jeg er sikker på, han var død på det tidspunkt, siger faderen.

Christian havde alkohol og hash i blodet, da han døde. Men det var ikke det, han døde af.

Faderen har fået oplyst af politiet, at han formentlig har tabt en cigaret ned i sin sofa. Det har givet så kraftig røgudvikling, at det kostede Christian livet.

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter overfor TV MIDTVEST, at Christian døde af røgforgiftning.

Chokket over sønnens død forsvinder nok aldrig.

- Det er lidt som at få revet sit hjerte ud. Jeg ved jo ikke, hvordan det føles at få revet sit hjerte ud, men jeg tror, det er sådan, det føles, siger Mogens Damgaard Egholm.

I indslaget herunder kan du blandt andet høre lidt af sangen "Highway 15".

2:48
I en lejlighed døde Christian blot 22 år gammel. Nu har hans liv inspireret sanger til en ny støttesang.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST