Da 20-årig skød på åben gade var det for at beskytte sin ven: - Ellers havde han ikke været her i dag

To 20-årige er tiltalt for drabsforsøg efter et skudopgør i Herning. Men det var nærmere selvforsvar, lød det i retten i dag.

0:41

Det var for at redde sin ven, da en 20-årig mand i marts samlede en pistol op fra jorden og skød en 22-årig mand tre gange.

- Ellers havde han ikke været her i dag, sagde den 20-årige i dag i retssal A i Herning.

Han er tiltalt i forening med sin ven, som også er 20 år, for drabsforsøg på baggrund af skudepisoden, som fandt sted lige foran Superkiosken på Gammel Landevej i det centrale Herning.

Lige inden der blev affyret skud, havde den 22-årige slået ud efter de to 20-årige med en økse og en isoleringskniv – eller en machete ifølge de to 20-årige – i døråbningen til kiosken.

For den gerning er den 22-årige sammen med en 21-årig, som han fulgtes med, tiltalt for forsøg på grov vold. Læs om deres forklaringer her:

- Han var ved at hakke min ven

Et øjeblik efter var alle fire mænd ude på fortovet foran kiosken, og ifølge den 20-årige, der er blevet refereret til som ”kurderen” i retssagen, var der ingen tvivl om, at den 22-årige udgjorde en trussel på livet over for hans ven, fordi han stod med en økse hævet over hovedet.

Og i samme øjeblik lå der pludselig en pistol på jorden, som den 20-årige ikke tøvede med at samle op.

- Jeg trykker bare på aftrækkeren i samme sekund, som jeg samler den op. Jeg troede, han (den anden 20-årige tiltalte, red.) var ved at blive slået ihjel. Det var instinkt, sagde den 20-årige i retten.

- Det sidste, jeg ser, lige inden jeg skyder, er, at (den 22-årige, red.) er ved at hakke min ven.

Han affyrede tre skud med pistolen. Den 22-årige endte i kritisk tilstand, men blev reddet takket være livreddende førstehjælp.

- Jeg ser ham ikke falde. Jeg ser bare sort. Jeg ved ikke, om jeg lukker øjnene eller bare ser sort, sagde den 20-årige i retten torsdag.

Smed pistol i skraldespanden og skiftede tøj

Mette Grith Stage, som er forsvarer for den 22-årige, købte tilsyneladende ikke rigtig den forklaring. Hun henviste blandt andet til, at den anden 20-årige havde forklaret, at han bare løb fra stedet og ikke havde udtrykt, at han var i umiddelbar fare for at blive ramt af den 22-åriges økse.

- Hvordan kan han være ved at blive hakket i stykker, hvis han også er i løb på vej væk?, spurgte Mette Grith Stage.

- Det var sådan, jeg oplevede det. Vi er forskellige mennesker, svarede den 20-årige.

De to 20-årige løb efterfølgende fra stedet og smed pistolen i skraldespanden og skiftede tøj i den enes lejlighed.

Alle de fire tiltalte i sagen har nu forklaret sig – undtagen den 21-årige, som ikke ville svare på spørgsmål i retten. Det er ham, som ifølge den 20-årige, der forklarede sig i dag, havde medbragt pistolen.

Der er mere om det - og mange flere detaljer om retssagen - i livebloggen her:

Næste retsmøde er 21. november, hvor der skal være vidneafhøringer. Blandt andet er der indkaldt øjenvidner, og der bliver også vist nyt videomateriale, som er optaget af øjenvidner.

Der forventes at falde dom 12. december.