Bager skræmte barn – nu vælter det ind med kærlighed
TV MIDTVEST har fortalt om, hvordan en bager i Skjern skæmte et fireårigt barn med uhyggelig halloween oppyntning. Nu vælter det ind med søde kommentarer.
Bager Møller i Skjern er i øjeblikket lagt ned af søde privatbeskeder, mails og nysgerrige kunder, der valfarter til butikken.
Kunderne kommer for at se medarbejdere med blod i hovedet, skrigende monstre og hvad bageren ellers har fundet på til halloween.
- Vi er dybt taknemmelige og sætter pris på hver eneste besked og har læst hver en kommentar, siger Benedikte Møller, der er medejer af Bager Møller.
Den øgede interesse kommer efter, at TV MIDTVEST i søndags kunne fortælle, at et fireårigt barn var blevet så skræmt hos bageren, at hendes mormor stod frem og appellerede til, at man bør overveje, om lig, monstre og uhyggelige dukker hører til hos en bager eller bare generelt i butikker og i det offentlige rum.
Travlt at være Bager Møller
Benedikte Møller er en af de tre bagere i butikken, og de har rygende travlt. For jo flere halloween-nysgerrige kunder, der kommer, jo mere skal der bages og æltes, samtidig med, at der skal svares på beskeder, snakkes med kunder og sågar medvirkes live i Go' morgen Danmark.
- Jeg er træt. Det er svært at være i - også fordi der er arbejde ved siden af, siger Benedikte Møller.
Men det ekstra arbejde gør også bageren glad. For omtalen og de mange kommentarerer går på, at det er fedt, at de tør gå all in og tør at stå ved, at de bare elsker halloween.
- De siger, vi skal bare blive ved, siger Benedikte Møller.
Der bliver også pyntet op til Halloween næste år
De har også tænkt sig at blive ved hos bageren i Skjern. Hvert år bliver det lige lidt vildere end sidste år, og det samme gælder for den helt store juleudsmykning, valentinsdag og til påske.
- Vi synes jo bare, det er sjovt, siger Benedikte Møller.
Medarbejdere, der har økser på hovedet og blod i ansigtet, er da heller aldrig blevet fotograferet så meget, som de bliver lige for tiden.
- Folk elsker det, siger Benedikte Møller og tilføjer, at hun er glad for den positive respons, som de har fået.