Da to kvinder mødte hinanden i en kurve ved Højslev, gik det galt
Politiet forsøger nu at finde frem til en part i sagen.
Et møde mellem to kvindelige bilister udviklede sig onsdag morgen til en sag for politiet.
Det oplyser Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Klokken 07.45 kom den ene af kvinderne - en 48-årig - kørende ad Stårupvej ved Højslev i nærheden af Skive.
Kvinden, der er fra lokalområdet, kom kørende på et lige stykke af vejen, men i en kurve gik det galt.
Bed mærke i ting
I den modsatte retning kom en sort, mindre personbil kørende. I første omgang var det ikke bilens form eller farve, som den 48-årige bed mærke i - i stedet var det den fart, som den modkørende - en anden kvinde - skød, der blev bemærket.
Den 48-årige vurderede ifølge politiet, at den anden kvinde kørte for stærkt. Og det fik hun ifølge politiet ret i.
På grund af den høje fart endte den ene bil med at krydse over i den anden vejbane. Det resulterede i, at den 48-åriges bil blev snittet bagerst på venstre side.
Begge kvinder var tilsyneladende klar over, at noget var galt. Sikkert er det i hvert fald, at begge biler stoppede umiddelbart efter det lille uheld.
Legede stilleleg
I kølvandet på uheldet udspillede der sig ifølge Niels Bach en form for "stilleleg", hvor de to kvinder i nogle sekunder fra hver deres bil iagttog hinanden gennem deres spejle.
Men i stedet for at søge kontakt til den 48-årige, valgte den kvindelige bilist at stikke af fra stedet.
- Det er ikke alene god stil at udveksle navne og information på forsikring. Man er også forpligtet til det jævnfør færdselsloven, understreger Niels Bach fra politiet.
Den 48-årige valgte efter uheldet at søge kontakt til den anden kvinde via de sociale medier, men da det ikke gav succes, tog hun kontakt til politiet onsdag eftermiddag.
Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4, hvis man har info om kvinden, der kørte den sorte, mindre personbil på Stårupvej onsdag morgen.
Genrefoto på forsiden: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix