Ditlev fik kræft: Nyt forsøg reddede ham

Et nyt forsøg med gen-analyse betød, at Ditlev Dohm hurtigt fik en stillet en diagnose og fik den rette behandling mod sin kræftsygdom.

2:11
I indslaget her kan du møde kræftramte Ditlev Dohm, der blev reddet af et helt nyt forsøg.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Det er knap to år siden, Ditlev Dohm fra Lind fik en livsændrende melding. Han var uhelbredeligt syg med kræft.

- Det slår benene lidt væk under én, siger han.

Lægerne var hurtige til at stille diagnosen, men de kunne ikke finde ud af, hvilken type kræft han havde. Efter måneder med mislykkede undersøgelser og behandlinger, fik han tilbuddet om at komme med i et forsøg.

Et forsøg med forskere i Århus, hvor de bruger informationerne fra en gen-analyse til at fastlægge den bedste behandling for hver enkelt patient.

- Det er banebrydende. Det er en ny metode, som giver os en enorm mængde af viden, som vi så skal til at lære at bruge, siger Britt Elmedal Laursen, som er overlæge på Molekylærmedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital.

Det betyder alt

For Ditlev Dohm betød det forskellen på liv og død, at han medvirkede i forsøget. Gennem analysen af hans kræftceller fandt lægerne nemlig ud af, at han havde fået nyrekræft - selvom sygdommen ikke kunne ses i hans nyrer.

Det var også gennem gen-analysen, de fandt den medicin, der virker bedst for netop ham. 

- Det betyder alt. Før var der en kæmpe usikkerhed, hvor de nærmest ikke kunne love mig noget tre måneder frem. I dag har jeg da et håb om, at de kan holde mig i live i rigtig mange år, siger han.

Langt mere effektivt

Det patientforsøg, Ditlev Dohm har medvirket i, bygger ovenpå allerede eksisterende forskning af Claus Lindbjerg Andersen, som er Professor på Molekylærmedicinsk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital.

Han forklarer, at man i dag har bestemte stoffer, som man giver til alle med eksempelvis tarmkræft, og andre til alle med prostatakræft, og at man giver dem i en bestemt rækkefølge.

- Hvis det nu er sådan, at den enkelte patient har mest gavn af at få det stof, som vi normalt giver som stof nummer tre, så får man to behandlinger, som man kun får bivirkninger af, siger han.

- Det ville have været langt mere effektivt, hvis vi på forhånd kunne sige "hov, det er behandling 3, der virker - den starter vi med". Og det er det, vi gerne vil, uddyber han.

Allerede nu lader det til, at forsøget, som 175 patienter indtil videre har været med i, har kastet nogle gode resultater af sig.

- Vi kom frem til, at hos 90 procent af de patienter, vi inkluderede, kunne vi finde en forandring i deres arvemasse, som vi kunne rette en behandling mod, siger Claus Lindbjerg Andersen, Professor på Molekylærmedicinsk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital.

Får det bedste ud af hver dag

Ditlev Dohm er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at være med i forsøget. I dag tager han en pille om dagen mod sin nyrekræft, og det ser ud til, at behandlingen holder sygdommen i bero.

For sælgeren fra Lind er arbejdslivet skiftet ud med en mere rolig tilværelse, hvor tid med familie, venner og gåture med hundene bliver vægtet højest. Så selvom han lever med sygdommen, er den ikke overskyggende.

- Jeg går ikke og spekulerer over kræften hver eneste dag. Nej, jeg prøver at få det bedste ud af hver dag i stedet for, siger han.

Der er nu planer om at lave et større studie, som skal slå fast, om gen-analyse virkelig er en mere effektiv løsning end den nuværende behandlingsform.

2:11
I indslaget her kan du møde kræftramte Ditlev Dohm, der blev reddet af et helt nyt forsøg.