Elia-formand: Vi vil genoverveje sikkerheden
Efter endnu en tragisk episode ved kunstværket Elia, vil fonden bag endnu en gang genoverveje sikkerheden.
For anden gang inden for to måneder er kunstværket Elia centrum for en tragisk episode.
I oktober omkom en 21-årig mand, da han efter kapløb med fire venner sprang over rækværket på toppen af skulpturen og faldt cirka 11 meter ned til bunden. Torsdag blev politiet så igen kaldt ud til Elia. Denne gang blev en kvinde fundet hårdt kvæstet på bunden af værket.
- Jeg er dybt chokeret over det. Jeg har været derude i eftermiddag, hvor ulykken fandt sted, men vi ved endnu ikke meget om, hvad der er sket, siger Henrik Schinkel Stamp, der er bestyrelseformand i Fonden Elia.
Efter dødsulykken i oktober konkluderede politiet og bestyrelsen, at sikkerheden ved skulpturen var i orden. Men nu skal den konklusion formentlig genovervejes.
- Det er da klart, at vi selvfølgelig vil genoveje sikkerheden, nu hvor der har været endnu en episode. Efter ulykken i oktober, fandt vi ikke årsag til yderligere forbedringer, fordi politiet ikke vurderede, det var nødvendigt, men nu vil vi vurdere forholdene endnu en gang, siger Henrik Stamp.
TV MIDTVEST har også været i kontakt med kunsteren bag skulpturen, Ingvar Cronhammar, men han er for chokeret over torsdagens hændelse til at udtale sig.